Stadig grønt: Nu vil vi på ferie her

Fortsat lavt smittetryk får rejsebureau til at indsætte ekstra fly

Måske havde du sat næsen op efter spansk paella, tapas og en god rioja. Nuvel, mousaka, tzatziki og iskold retsina er nu heller ikke at kimse ad. Arkivfoto: Colourbox
Måske havde du sat næsen op efter spansk paella, tapas og en god rioja. Nuvel, mousaka, tzatziki og iskold retsina er nu heller ikke at kimse ad. Arkivfoto: Colourbox

De ikoniske hvidkalkede huse med blå døre og vinduer, der ligger strøet op ad bjergskråningerne. Kyststrækninger med sandstrande og klippefremspring. Tomater som knytnæver og alt det friske fisk, hjertet og maven begærer. Grækenland og dets mange øer er i sandhed et rigt rejsemål med masser af sydlandsk stemning. Og det kan mange danskere prise sig lykkelige over i år, hvor pandemien har kompliceret ferieplanerne.

Løbende har Udenrigsministeriet frarådet ikke-nødvendige rejser til stadigt flere lande, og for små tre uger siden blev der lukket ned for rejser til Spanien.

Størstedelen ombookede
Derfor sadlede Bravo Tours om og kontaktede de gæster, der havde booket ferie i Spanien. Størstedelen af disse ombookede deres ferie til Grækenland i stedet. Det skriver Nyheder 24.

Herudover er der kommet mange nye bestillinger.

- Danskerne higer efter feriestemning, og Grækenland og landets største ø, Kreta, er et af de steder, man trygt kan rejse til, siger Peder Hornshøj, administrerende direktør i Bravo Tours, i en pressemeddelelse.

Grækenland og de græske øer er dermed blevet sommerens foretrukne rejsemål. Derfor har Bravo Tours indsat et ekstra fly fra Billund hver lørdag til Kreta og kommer dermed op på seks ugentlige afgange til den populære ferieø, skriver Herning Folkeblad.

Se også: Nu kan du øhoppe på de græske øer

31 kommentarer
Vis kommentarer