Stewardesse fyret for at veje 700 gram for meget

En stewardesse ansat ved Malaysia Airlines blev fyret efter 25 års ansættelse, fordi hun vejede for meget

En stewardesse hos Malaysia Airlines blev fyret, fordi hun vejede for meget. Arkivfoto: Shutterstock
En stewardesse hos Malaysia Airlines blev fyret, fordi hun vejede for meget. Arkivfoto: Shutterstock

Hos flyselskabet Malaysia Airlines har de stramme regler for, hvor meget deres flypersonale må veje, og hvis kravene ikke bliver overholdt, så bliver medarbejderen fyret.

Det var derfor, at Malaysia Airlines fyrede en stewardesse i 2017. Hun havde nemlig i længere tid vejet for meget i forhold til flyselskabets regler.

Nu har Malaysia Airlines så fået rettens ord for, at det faktisk var lovligt at fyre stewardessen.

Fyret efter 25 år
Stewardessen som blev fyret, Ina Meliesa Hassim, var i 2017 ikke enig i, at det var en retmæssig fyringsgrund, at hun vejede for meget i forhold til flyselskabets regler, så hun sendte fyringssagen til domstolene.

Da hun blev fyret, havde hun arbejdet for flyselskabet i 25 år.

Formanden for den Industrielle Domstol i Malaysia, dommeren Syed Nadzir, fandt dog, at fyringen var retmæssig, da Malaysia Airlines kunne bevise, at de havde givet deres medarbejder flere chancer for at tabe sig.

- Retten er overbevist om, at selskabet har givet klageren flere muligheder og chancer for at overholde selskabets regler, og selvom hun fik mange muligheder, har klageren igen og igen fejlet i forhold til at opnå hendes optimale vægt, sagde dommeren Syed Nadzir ifølge mediet The Edge Mark.

Se også: Flyselskaber skal betale erstatning for spildt kaffe

700 gram for meget
Ifølge dommen fandt flyselskabet allerede i 2015, at Ina Meliesas vægt var for høj.

Da hun er 160 cm høj, måtte hun højst veje 61 kilo for at overholde Malaysia Airlines vægtstandarder. Ved den sidste vejning inden hendes fyring i 2017, vejede hun 61,7 kilo. Altså kun 700 gram for meget i forhold til flyselskabets standard.

Retten mente også, at rationalet bag implementeringen af vægt-politikken var blevet forklaret ordentligt til personalet af selskabet. I en udmelding til personalet i 2015, forklarede Malaysia Airlines, at kontrollen med personalets vægt var en måde hvorpå, at de kunne 'opretholde deres image som et premium flyselskab'.

Se også: Stewardesser bliver syge af giftige uniformer

- Som kabinepersonale er man udover at opretholde sit udseende også ansvarlig for passagerernes sikkerhed. Kabinepersonalet er i fronten og giver derfor et uforglemmeligt billede i hovedet på vores værdifulde gæster, stod der blandt andet i beskeden til personalet.

Selvom andre store flyselskaber ikke har regler i forhold til deres medarbejderes vægt, og Ina Meliesa Hassims advokat argumenterede for, at hun stadig kunne udføre sine opgaver på en sikker og effektiv måde på trods af de 700 gram ekstra på sidebenene, så fik stewardessen ikke medhold. Fyringen var dermed foregået retmæssigt.

106 kommentarer
Vis kommentarer