Storm i højsæsonen får turister til at flygte fra thailandske øer

Pabuk, som er den kraftigste storm i turistområde uden for monsuntiden i 30 år, ventes at ramme ferieøer

Januar plejer at være absolut højspæson i Thailand på grund af det sikre vejr. Foto: Flickr/Guyon Moree
Januar plejer at være absolut højspæson i Thailand på grund af det sikre vejr. Foto: Flickr/Guyon Moree

Titusindvis af turister i Thailand har forladt øerne Koh Phangan og Koh Tao af frygt for den tropiske storm Pabuk.

Voldsomme regnskyl, kraftige vindstød og syv meter høje bølger ventes at slå ind over øerne, som er meget populære blandt turister, især i julen og ved nytår.

Men onsdag begyndte en masseflugt fra øerne. Fyldte færger sejlede i fast rutefart ind til fastlandet. Svømning blev forbudt, og færgerne ventes at indstille sejladsen.

Bølger op til syv meter
Ifølge prognoser vil uvejret næppe udvikle sig til en orkan.

- Men vi venter bølger på fem til syv meter, siger Phuwieng Prakammaintara, som er generaldirektør ved Thailands meteorologiske myndighed.

Pabuk er den kraftigste storm i området uden for monsuntiden i 30 år. Den ventes at ramme Koh Phangan og Koh Tao samt Koh Samui fredag aften, inden den slår ind over fastlandet.

Der er ikke udsendt officielle evakueringsordrer, men turisterne strømmer væk.

- Jeg tror, at øerne næsten er tomme. Mellem 30.000 og 50.000 er taget væk siden festerne op til nytåret, siger Krikkrai Songthanee, der er distriktschef på Koh Phangan.

Den fungerende borgmester på Koh Tao, som er et af Sydøstasiens fineste steder at dykke, siger, at både, som sejler til fastlandet, er overfyldt med turister, men at der stadig er mange, som har valgt at blive.

Pabuk vil komme til øerne med vindstød på 104 kilometer i timen.

På Koh Samui har myndighederne taget skridt til at opføre særlige beskyttelsescentre for turister.

Rejsebureauet Spies har tre danske gæster, som befinder sig på Koh Samui.

Spies har advaret dem på sms, fortæller Lisbeth Nedergaard, som er pressechef i Spies.

- Vi har adviseret alle vores gæster om, at der er et stormvarsel. Vi beder dem om at opføre sig fornuftigt og holde sig til de retningslinjer, som kommer fra Udenrigsministeriet og ambassaden i Thailand, siger hun til Ritzau.

Danskere rykker til fastlandet
Ingen danskere er rejst til de nævnte øer med rejsebureauet Profil Rejser. Men Profil Rejser har gæster på Phi Phi-øerne, oplyser direktør Peter Rasmussen.

- Det ligger lidt derfra, men de kunne også blive ramt af det. De skulle alligevel hjem i morgen, så de rykker til fastlandet i dag (torsdag, red.), så de undgår stormen, siger Peter Rasmussen.

Pabuk ventes også at føre til voldsomt regnvejr i det sydlige Thailand, blandt andet populære rejsemål som Krabi og i de sydligste provinser på grænsen til Thailand - Pattani, Narathiwat og Yala.

Udenrigsministeriets Borgerservice har torsdag udsendt en advarsel til de danskere, der befinder sig i området.

- Følg råd og anvisning vedrørende sikkerhed under stormen fra de lokale myndigheder, dit rejseselskab og hotel. Hold dig opdateret via de lokale medier, skriver Borgerservice.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen