Stort rejseselskab sælger igen rejser i Kina

TUI er efter længere tids stilstand begyndt at sælge indenrigsrejser til feriehungrende kinesere

Til at begynde med kan kinesiske turister f.eks. rejse til ferieøen Hainan med TUI. Arkivfoto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix
Til at begynde med kan kinesiske turister f.eks. rejse til ferieøen Hainan med TUI. Arkivfoto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

Mens resten af verdens rejsebranche er i knæ, flyene står på jorden og mange sommerferier bliver aflyst, er Kina så småt begyndt at åbne for rejseaktiviteten.

Efter tre måneders stilstand har den kinesiske afdeling af rejseselskabet TUI fået grønt lyst til at sælge indenrigsrejser igen. Og det bliver i første omgang korte ture til bjerge, strande og områder nær landets storbyer, som de kinesiske turister vil kunne købe.

Det skriver Daily Mail.

Ifølge adm. direktør i TUI, Fritz Joussen, har mange kunder allerede taget imod de første pakketilbud.

– Vores kontorer i Beijing og Shanghai har været åbne under hele krisen, men har ikke måttet sælge pakkerejser, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Vi ser nu en stor efterspørgsel efter ferierejser.

Se også: Lufthavn tester nye kabiner: Kan desinficere hele kroppen

Direktøren påpeger i pressemeddelelsen, at man gradvist vil åbne mere op og give de kinesiske turister flere muligheder.

Det er dog ikke muligt at rejse fuldstændig frit indenfor Kinas grænser endnu. Ifølge Daily Mail har staten flere steder indført rejsebegrænsninger, så en eventuel anden bølge af covid-19 ikke kan ramme så hårdt. Det gælder bl.a. i hovedstaden Beijing.

TUI understreger i pressemeddelelsen, at man kun sælger rejser til steder, hvor coronaepidemien er under kontrol. De første pakkerejser går derfor bl.a. til Hainan-øen og Kinas sydligste by Sanya.

Se også: Belgisk borgmester vil bekæmpe trængsel på stranden med strandpas

11 kommentarer
Vis kommentarer