Sulten turist? Her kan du besøge verdens ældste fastfood-restauranter

Listen er lang over de store amerikanske fastfood-kæder, men du kan tage forbi nogle af restauranternes allerførste af slagsen

Det skorter ikke ligefrem på fastfood-kæder i USA. Foto: AP
Det skorter ikke ligefrem på fastfood-kæder i USA. Foto: AP

Når du hungrer efter mad på en roadtrip i det store USA, er det højst sandsynlig ikke helt utænkeligt, at du ender inde på én af landets mange fastfood-restauranter.

Hvis du vil få mere ud af besøgene hos en af de fedtede burgerkæder end blot et snasket måltid, har Ekstra Bladet i denne artikel lavet en lille guide over, hvor du kan finde nogle af de første restauranter hos nogle af Amerikas førende fastfood-kæder.

På den måde kan det være, at det føles lidt mere turistagtigt, når du gnasker dig igennem dit fedtede måltid, fordi du samtidig får en lille bid af historien.

McDonald's
Verdens største fastfoodkæde er over 77 år gammel.

Første gang, sultne amerikanere kunne spise sig mæt i en hamburger, var den 15. maj 1940 på adressen 1398 North E Street, San Bernadino, da de to brødre Dick og Maurice McDonald åbnede restauranten 'McDonald's Bar-B-Q' i Californien.

I dag er det dog ikke muligt at stoppe din rumlen i maven hos den allerførste McDonald's restaurant, da den i dag blot er et McDonald's Museum ejet af en privat person, som ikke har noget med koncernen at gøre.

Så hvis du skal have et måltid på den ældste McDonald's restaurant i verden, der stadig er i drift, skal du et smut forbi Downey i Californien – helt præcist 10207 Lakewood Boulevard, Florcence Avenue i Downey.

Restauranten var den anden McDonalds restaurant nogensinde og blev åbnet den 18. august 1953.

McDonalds åbnede sin første danske restautant på Vesterbrogade i København i 1981 – fire år efter konkurrenten Burger King kom til landet -, men restauranten lukkede den 1. december 2014.

Ingen turister i miles omkreds: Her er de mindst besøgte lande

Burger King
Forgængeren, til hvad der skulle blive den næststørste burgerkæde i verden, begyndte med at hedde 'Insta Burger' og blev grundlagt af Keith J. Kramer og Matthew Burns på adressen 7146 Beach Blvd. i Jacksonville, Florida.

Restauranten blev en succes, og makkerparret udvidede sine restauranter, som blev en populær kæde, der i 1959 blev opkøbt af James McLamore og David R. Edgerton, som ændrede navnet til det velkendte 'Burger King'.

Burger King var i øvrigt den første amerikanske burgerkæde, der åbnede i Danmark.

Den danske restaurant åbnede på Vesterbrogade ved Rådhuspladsen i København i 1977 og er stadig åben den dag i dag. Den blev dog ombygget til en mindre udgave i 2005.

Pizza Hut
Det var to brødre ved navn Dan og Frank Carney, som studerede på Wichita State University, der i 1958 grundlagde den populære pizza-restaurant.

Restauranten, der lå nær campus, startede ud med at have plads til 25 personer, og navnet 'Pizza Hut' blev valgt af brødrene, fordi skiltet på bygningen kun havde plads til ni bogstaver, og de ville absolut have ordet 'pizza' med i navnet.

Den originale Pizza Hut rykkede i 1985 ind på skolens område, men er ikke i drift den dag i dag, da bygningen i stedet fungerer som et museum.

I 2015 lukkede den Pizza Hut, som havde været i drift i flest år. Restauranten lå på Manhattan og havde været åben i 55 år.

Det er uvist, hvilken Pizza Hut, der nu er den ældste og stadig i drift, men i Carroll, Iowa i USA findes den Pizza Hut, som i 1972 blev den første Pizza Hut, som tilbød udbringning.

Du kan finde restauranten på denne adresse: 801 Plaza Dr, Carroll, IA 51401, USA.

Dansk bydel på liste over verdens hotteste nabolag

Dunkin' Donuts
Hvis du ikke er i humør til et måltid, men snarere vil gå direkte til desserten, så kan du tage et smut forbi den første Dunkin' Donuts-butik i Massachussetts.

William Rosenberg er grundlæggeren bag kage/kaffe-butikken, som så dagens lys for første gang i 1950.

Sidenhen har kæden åbnet mere end 12.000 restauranter i 36 lande, men den allerførste butik er stadig i drift og kan besøges på adressen 543 Southern Artery, Quincy, Massachusetts.

Starbucks
Det er vist de færreste, der kan undvære et skud koffein undervejs på et roadtrip i USA, men i stedet for blot at købe en kedelig kop kaffe på tankstationen, er det muligt at få en ekstra turist-oplevelse ud af slurken ved at køre forbi den allerførste butik af den populære kaffekæde Starbucks.

Den første Starbucks blev åbnet på 2000 Western Avenue i Seattle i 1971, men fem år senere rykkede butikken til Pike Place Market, hvor butikken i dag er yderst besøgt af turister, som vil en tur forbi den originale Starbucks.

Adressen er: 1912 Pike Pl, Seattle, WA 98101, USA

Starbucks kom i øvrigt til Danmark den 15. juni 2007, hvor kæden åbnede sin første butik i Københavns Lufthavn.

Trodser terror: Her rejser turisterne til

Hooters
Restauranten, som er mere kendt for sine 'Hooters Girls', der er er meget letpåklædte, smukke kvinder, som serverer maden for kunderne, end sin mad, åbnede i 1983.

Det var seks forretningsmænd, der fik idéen til konceptet, som hurtigt blev yderst populært.

Den første Hooters er stadig i drift og lægger på 2800 Gulf-to-Bay Blvd. i Clearwater, Florida.

Taco Bell
Hvis du er i humør til et andet måltid end en snasket burger på køreturen, så er mexicansk mad måske en mulighed.

Den populære taco-restaurant 'Taco Bell' blev grundlagt af Glenn Bell for 55 år siden – helt præcist den 21. marts 1962 på 7112 Firestone Boulevard i Downey, Californien.

I dag er restauranten dog en uafhængig mexicansk restaurant, men du kan stadig godt tage et smut forbi uden at undvære de populære tacos fra Taco Bell, for den amerikanske kæde har en butik lige ovre på den anden side af gaden.

Populære turistattraktioner: Her skal du stå længst tid i kø