Svend-Erik om 'amok-manden' på SAS-fly: Han var en tikkende bombe

Danske Svend-Erik og hans hustru sad ved siden af manden, som smadrede flyruden på flyet fra Malaga til København

Marianne Andersen og Svend-Erik Jørgensen var på vej hjem fra en otte-dage lang ferie i Spanien, da deres sidemakker på flyet gik amok. Foto: Privat
Marianne Andersen og Svend-Erik Jørgensen var på vej hjem fra en otte-dage lang ferie i Spanien, da deres sidemakker på flyet gik amok. Foto: Privat

62-årige Svend-Erik Jørgensen og hans hustru, Marianne Andersen, var to af de knap 200 passagerer, som onsdag formiddag fik sig ubehagelig oplevelse på flyveturen fra Malaga til København.

Ægteparret sad nemlig lige ved siden af den mand, som ifølge TV2 Norges oplysninger ’ud af det blå’ gik amok og smadrede flyvinduet med sine bare næver.

Ifølge Svend-Erik Jørgensen var det dog allerede inden rude-smadringen tydeligt at se, at manden var ustabil.

- Vi kunne hurtigt se, at der var noget galt med ham. Det var en meget stakkels og hærdet person, og der var ingen tvivl om, at han skulle have hjælp. Han sad og talte med sig selv og benene kørte til højre og venstre, forklarer han til Ekstra Bladet.

Se også: Passager knuste vinduet på SAS-fly: 'Han eksploderede bare'

En tikkende bombe
Svend Erik-Jørgensen fortæller, at mandens uroligheder begyndte, da flyet blev fyldt helt op, og manden og hans ven derfor ikke kunne sidde ved siden af hinanden.

- Ham gutten kom til at sidde ved siden af os, og vennen kom til at sidde ved vinduet bagved. Da der var gået en lille halv times tid, hvor han havde snakket uafbrudt, smadrede han så pludselig hånden ind i ruden, siger Svend-Erik Jørgensen, som fortæller, at de hurtigt fik vennen frem foran:

- Vennen fik snakket ham ned, men jeg opfattede manden som en ’time bomb’, hvor han snakkede og snakkede, mens vennen talte ham efter munden. Men hvis vennen kom til at grine på det forkerte tidspunkt, så blev manden til en helt anden fyr.

Se også: 17-årig anholdt: Hoppede ud af flyet under landing

Slog sig selv i hovedet
Ifølge den 62-årige dansker fortalte vennen, at manden er psykisk syg, og at de var på vej til Stavanger for at få medicinsk behandling til ham, da de ikke kunne påbegynde behandlingen i Malaga.

Selvom der kom mere styr på manden, da vennen og Svend-Erik snakkede ham til ro, fortsatte han stadigvæk med at skræmme de øvrige passagerer.

- Folk på rækken foran var i allerhøjeste grad utilpasse og bange, fordi han sad og slog på sæderne til højre og venstre. Andre gange sad han og slog sig selv i hovedet og på kroppen, siger Svend-Erik og fortsætter:

- Jeg var nervøs for de store stykker plexiglas, som han havde slået fri fra ruden, han havde smadret. Jeg var bange for, han ville bruge dem, hvis han flippede igen, for han snakkede om død og ødelæggelse hele tiden.

Se også: AD! Er det her verdens mest uhøflige flypassager?

Råbte efter psykiater
Svend-Erik Jørgensen fortæller endvidere, at flypersonalet klarede den chokerende situation til punkt og prikke.

- De var overordentlig professionelle. Da han flippede ud, råbte han efter en psykiater og psykisk behandling, så stewardessen spurgte, om der var en læge om bord på flyet, men det var der desværre ikke. Hun forsøgte efter bedste evne at skabe ro i flyveren, og det gjorde hun godt, siger han og fortsætter:

- Han var en meget syg og stakkels mand, og der er ingen tvivl om, at han var meget ked af det og meget vred og bare skulle lyttes til. Der skulle bare være noget ro omkring ham, og det gjorde både vennen og jeg vores til.

Da flyet landede i København, blev manden anholdt.

- Der kom to betjente ind fra bagenden og to fra forenden, og fuldstændig udramatisk gav de ham håndjern på og tog ham ud af flyveren.

Se også: Beruset par i kæmpe skænderi på fly: Måtte bindes fast til sædet

’En meget voldsom oplevelse’
Det er uvist, hvilken nationalitet manden, der gik amok har. Ifølge Svend-Erik Jørgensen talte han engelsk, men indimellem talte han også tysk og norsk, og så forstod han også stewardessen, når hun snakkede svensk til ham.

Den 62-årige Svend-Erik har gennem mange år arbejdet som viceinspektør på en skole i København, så han er efter egne ord ’vant til at håndtere udadreagerende adfærd’:

- Jeg tog bare den professionelle mine på og prøvede at få noget ro omkring ham, men der er ingen tvivl om, at det var en meget, meget voldsom oplevelse. Især min kone var rigtig bange, fordi hun sad lige ved siden af ham.

Se også: Passager knuste vinduet på SAS-fly: 'Han eksploderede bare'

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere