Sverige skilter mod mobiler i trafikken

Tænker du over, hvordan du gebærder dig i trafikken med mobilen på hånden? Det gør Sveriges hovedstad – De vil nu gøre op med en ærgerlig tendens, som rammer selfie- og mobilglade turister og trafikanter

Øjnene på vejen – ikke skærmen (Foto: Flickr/Sascha Kohlmann)
Øjnene på vejen – ikke skærmen (Foto: Flickr/Sascha Kohlmann)

Du er netop ankommet til din rejsedestination og skal lige finde vej til dit hotel eller den nærmeste café. Men i stedet for at fifle med analoge folde-ud-kort på farten, hiver du blot din Iphone op af lommen og klikker på Google Maps. Enkelt og let. Med øjnene kilstret til skærmen, har du dog overset, at du alt imens har bevæget dig ud i et kryds og over for rødt. 

Ovenstående scenarium er ikke enestående. Mobilen er blevet en forlængelse af mennesket, og det er noget, der skaber farlige situationer i trafikken. Det har to svenske designere derfor tænkt sig at sætte en stopper for, det skriver Daily Mail.

Skilte-designer: 'Jeg blev selv næsten kørt ned'
Designerne Jacob Sempler og Emil Tiisman besluttede sig sidste år for at gøre folk mere årvågne i trafikken og designede derfor dette skilt, som siden november sidste år har skullet fungere som advarsel over for distræte fodgængere.

Jacob Sempler fik engang selv en lærestreg i trafikken og fortæller til The Local:

Jeg er selv afhængig af sociale medier. Og en dag, hvor jeg var på vej på arbejde, blev jeg næsten kørt ned, fordi jeg kiggede på min telefon, som en syg person. Det slog mig dengang, at jeg ikke var den eneste person med den form for adfærd og det skulle adresseres på en eller anden måde.

Fang øjeblikkene med øjnene
Er du rejsende og bliver du mødt af advarselsskiltet, som afbilder to personer komme gående med deres øjne rettet mod mobilskærmen, er det altså et vink med en vognstang om at øjnene hellere bør rettes mod trafikken.

Det er ikke ukendt, at mange rejsende er ivrige efter at bruge selfiestænger og mobil til at forevige rejsedestinationens øjeblikke. Måske er du en af dem og måske det røde advarselsskilt får dig til at overveje, om øjeblikkene ikke er mere værd at fange med øjnene end med skærmen. Noget kunne nemlig tyde på, at du så ville gå imod strømmen. 

– Du kan se lignende tilfælde over hele verden. Hvis du går i en hvilken som helst by i disse tider, kan du se folk, som er fuldstændig limet til deres telefon. Det er ret tragikomisk, at sociale medier på mange måder har gjort os mindre sociale, siger Jacob Sempler.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere