Svøber bjerg i tæpper i kamp mod temperaturstigninger

Tæpperne skal holde på kulden og mindske snetabet i de varme måneder

På bjerget Titlis i Schweiz forsøger man at forhindre sneen i at smelte ved hjælp af kæmpe store hvide tæpper. De skal reflektere solen og holde bjerget koldt. Det skriver Reuters

Hvert år valfarter turister til det populære skiområde på det 3238 meter høje bjerg, og derfor er mængden af sne på bjerget helt afgørende for de erhvervsdrivende. De seneste år er temperaturen steget så meget i området, at det har resulteret i, at alarmerende meget dyrebart sne er forsvundet.

Den schweiziske regering har udtalt, at hvis temperaturerne bliver ved med at stige i det tempo, vi ser i dag, så vil 90 procent af deres gletschere være væk i slutningen af dette århundrede.

Tæpperne kan være en løsning
- Vi lægger tæpperne over gletscherne som et naturligt beskyttende skjold fortæller Gian Darms, som er ansvarlig for pistekontrol og snesikkerhed på bjerget. Det fortæller han til Reuters.

Sammen med en håndfuld medarbejdere, arbejder Gian Darms fire til seks uger hver sommer med at pakke gletscheren ind i tæpper.

Området hvor de arbejder er kun blevet større med årene, og de dækker nu 100.000 kvadratmeter bjerg med de solreflekterende tæpper.

Holdet indsamler også sne ind til at fylde de revner op, der også opstår i gletscherne på grund af varmen, og øger på den måde sikkerheden på Titlis.