Sydkoreanere raser: I er racister!

Flyselskab undskylder for koreansk toiletseddel foranlediget af frygt for coronavirus

Afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut forklarer. Video/redigering: UW Medicin, Reuters/Kristian Hansen

En lille seddel på en toiletdør har nærmest skabt en diplomatisk krise mellem Holland og Sydkorea.

På et KLM fly, som var på vej fra Amsterdam til Seoul, havde personalet nemlig sat en seddel op, hvor der stod på koreansk, at toilettet kun kunne bruges af personalet på grund af frygt for coronavirus. Sedlen var ikke skrevet på engelsk eller hollandsk.

En bruger på det sociale medie Twitter lagde et billede af sedlen op og spurgte, hvorfor sedlen kun var skrevet på koreansk. Det skabte meget forargelse og flere beskyldte KLM for at være racistiske og diskriminerende. Det skriver Reuters.

Se også: Smidt af fly for at lugte: Nu sagsøger de

Artiklen fortsætter under tweetet ...

KLM har senere følt sig nødsaget til at undskylde og understrege, at det slet ikke var selskabets politik, at det kun var personalet ombord på flyet, som måtte bruge toilettet.

- Det her er en menneskelig fejl, og vi tager ikke let på det. Vi er virkelig kede af, at dette er blevet set som diskriminerende, hvilket absolut ikke var intentionen fra personalet, udtalte Guillaume Glass, regional direktør hos Air France-KLM, til Reuters.

Personalet har sagt, at det var en forglemmelse, at de kun brugte koreansk på sedlen. En engelsk seddel blev efterfølgende sat op, da passagererne klagede, siger Guillaume Glass.

Se også: Sagsøger hotel for racisme: Vil have to millioner i erstatning

Onsdag i denne uge gik Sydkoreas transportminister, Kim Hyun-mee, ud med en udtalelse, hvor han advarede KLM for sine 'diskriminerende foranstaltninger' og opfordrede flyselskabet til at sikre sig, at det aldrig ville ske igen.

Den hollandske ambassadør i Sydkorea, Joanne Doornewaard, har beklaget hændelsen til transportministeren, ifølge ministeriets officielle kilder.

93 kommentarer
Vis kommentarer