Ændrede rejserestriktioner og rekordhøje smittetal flere steder verden over har givet en del danskere nervøse trækninger, dybe panderynker og svedige håndflader.
For hvad betyder det egentlig for den ferie, der venter rundt om hjørnet, og som måske allerede er bestilt?
Det varer heller ikke længe, før en af danskernes foretrukne rejseuger - vinterferien - melder sin ankomst.
I den anledning har mange haft behov for at kontakte sit forsikringsselskab for at undersøge, hvordan man egentlig er dækket, hvis uheldet er ude, og corona spolerer rejsen.
Det oplever man blandt andet hos forsikringsselskabet Alm. Brand, som har haft ekstraordinært travlt ved telefonerne i det nye år.
- I takt med at coronasmitten er steget, og vinterferien er kommet tættere på, har vi fået endnu flere opkald og har derfor sat ekstra bemanding på telefonerne, siger Maria Bitsch, Skadechef, Person- og Specialskade hos Alm. Brand.
Gruer for skiferien
Østrig har i den seneste tid indført en række rejserestriktioner og øvrige coronatiltag, som i nogle tilfælde kan spænde ben for dette års skiferie.
Og da Østrig er en populær destination at stå på ski for danskerne, er det især det rejsemål, danskernes henvendelser drejer sig om.
Hos Alm. Brand estimerer man, at cirka hvert andet opkald omhandler skiferien til Østrig.
-De (danskerne, red.) spørger især, om de kan få refunderet indbetalingen på deres rejse, hvis de ikke når at få boostervaccinen, og hvordan tidligere smittede skal forholde sig, og om de skal bruge størstedelen af ferien i isolation, siger Maria Bitsch.
- Vi anbefaler altid, at man orienterer sig på Udenrigsministeriets hjemmeside og taler med sin rejsearrangør og sit forsikringsselskab, inden man tager afsted. Og når man er kommet frem, skal man selvfølgelig bruge sin sunde fornuft og altid følge regler og retningslinjer i det pågældende land, fortsætter hun.
Nye regler i Italien
Hvis skiferien går til Italien, bør man også være ekstra opmærksom.
Ud over en negativ test og et gyldigt coronapas, skal man som noget nyt også have et certifikat, der viser, at man har en ansvarsforsikring for at stå på ski i støvlelandet.
Som det er lige nu, er det blot en anbefaling mange andre steder som eksempelvis Østrig.
- Man kan nemt komme til at være skyld i en ulykke på sin skiferie, især hvis man er lidt rusten på skiene, så vi anbefaler altid, at man har en ansvarsforsikring. Lige nu kræver Italien bevis på, at man har tegnet en ansvarsforsikring, så nu er den ekstra vigtig, siger Maria Bitsch.