Thailand genåbnes for turister

I første omgang åbnes for vaccinerede turister, der kommer fra lande med lav smittefare

Thailand genåbner for turister den 1. november. Inden pandemien tiltrak Thailand næsten 40 millioner besøgende fra udlandet årligt. Foto: Denne Chen/Ritzau Scanpix
Thailand genåbner for turister den 1. november. Inden pandemien tiltrak Thailand næsten 40 millioner besøgende fra udlandet årligt. Foto: Denne Chen/Ritzau Scanpix

Thailand genåbner for turister den 1. november. Det oplyser landets regering.

- Det vil i første omgang gæld for vaccinerede turister, der ankommer med fly fra lande, der anses for at være lavrisikoområder, siger premierminister Prayut Chan-o-cha mandag.

Lavrisikolande omfatter USA, Storbritannien, Kina, Tyskland, Kina og Singapore, skriver AFP.

Inden pandemien tiltrak Thailand næsten 40 millioner besøgende fra udlandet årligt. Turisme udgør næsten en femtedel af den nationale indkomst.

Under pandemien har rejserestriktioner kostet landet dyrt. Økonomien er i den værste krise i over 20 år.

- Når turister ankommer, må de fremvise en negativ covid-test, og de skal testes igen ved ankomsten, siger premierministeren.

- Herefter kan de rejse frit rundt, tilføjer han.

Det er en klar lempelse af hidtidige regler. Reglerne har betydet, at selv vaccinerede turister skulle være i karantæne i mindst syv dage på et hotel ved ankomsten til landet.

Der har været en særlig undtagelse for de populære ferieøer Phuket og Koh Samui. De genåbnede for turister i juli. Her har vaccinerede turister kunnet bevæge sig frit rundt.

Herhjemme fraråder Udenrigsministeriet alle unødvendige rejser til Thailand. Det skyldes høj smittefare i hele landet.

Thailand har registreret over 1,7 millioner tilfælde af covid-19 og 17.751 dødsfald med sygdommen.

I november venter myndighederne, at omkring 70 procent af Bangkoks indbyggere er vaccineret. Sådan lød det i en udtalelse fra den lokale guvernør i byen i sidste måned.

I 2019, året før pandemien, besøgte flere end 22 millioner mennesker Bangkok.