Tips til rejsen: Her er hotelprisen faldet

Det nyeste Hotel Price Index fra Hotels.com viser, at globale hotelpriser sammenlagt er steget med én pct. - men flere steder er der besparelser at hente

Hotelpriser i Cambodja er fordelagtige for danskere. (Foto: AP)
Hotelpriser i Cambodja er fordelagtige for danskere. (Foto: AP)

Undgå rejser til Nordamerika, Caribien og Latinamerika. I hvert fald hvis du vil have de billigste hotelophold.

Disse tre regioner har nemlig i første halvår af 2015 sat rekord og har for første gang siden finanskrisen overhalet prisniveauet fra 2008/2009.

Til gengæld er hotelpriserne i Ukraine og Rusland og på eksotiske feriemål som f.eks. Brasilien og Mauritius blevet markant billigere. Det viser det nyeste Hotel Price Index fra Hotels.com.

Asien billigt
Rapporten viser samtidig, at danske rejsende kom langt for pengene på asiatiske rejsemål i første halvår af 2015.

Cambodia og Vietnam tilbød i perioden de mest favorable hotelpriser blandt de i undersøgelsen inkluderede lande. Gennemsnitsprisen for en hotelovernatning for danske rejsende i Cambodia lå således på den nette sum af 340 danske kr., mens danskerne i nabolandet Vietnam måtte betale gennemsnitligt 447 kr. per nat.

Trods prisstigninger i begge lande på hhv. 18 og otte procent sammenlignet med året før, havde Cambodia og Vietnam altså stadig de mest favorable hotelpriser for danske rejsende i år.

Her er hotelpriserne faldet
Det var dog ikke kun i Asien, at danskerne kunne booke overnatningerne til favorable priser – østeuropæiske destinationer som Ukraine (464 kr.), Bulgarien (515 kr.) og Letland (538 kr.) havde også en del at byde på, når det kom til en billig seng at sove i.

Den billige pris i Ukraine svarede da også til et prisfald på 25 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

3 kommentarer
Vis kommentarer