To 71-årige smidt af krydstogtskib i Sydkorea: - En lærestreg for os alle

Et ældre ægtepar blev efterladt i sydkoreansk havneby

To ældre passagerer på et krydstogtskib fra rederiet 'Holland America Line' måtte rejse hjem før tid, fordi de ikke havde læst det med småt. Arkivfoto: Holland America Line/Andy Newman/AP
To ældre passagerer på et krydstogtskib fra rederiet 'Holland America Line' måtte rejse hjem før tid, fordi de ikke havde læst det med småt. Arkivfoto: Holland America Line/Andy Newman/AP

- Deres fejl er en lærestreg for os alle.

Sådan lyder det fra Michelle Couch-Friedman, som er ekspert i forbrugerrettigheder, i kølvandet på en historie om et ældre amerikansk ægtepar, der mistede tusindvis af kroner og strandede i Sydkorea, fordi de ikke selv havde sørget for det korrekte visum på en krydstogtrejse.

Det skriver News.com.au.

De to amerikanere - begge på 71 år - havde bestilt den 14 dage lange krydstogtrejse til Japan, Sydkorea og Kina tilbage i oktober måned. De fløj derfor fra USA til Japan, men allerede tre dage inde på turen mod Sydkorea fik de besked om, at de ville blive smidt af skibet og selv måtte finde hjem, lige så snart skibet nåede i havn i byen Busan i det østasiatiske land.

- De sagde bare, at det var vores eget ansvar at finde en måde, vi kunne komme hjem på. Vi kunne ikke tro vores ører, siger den amerikanske mand ved navn William Coates til News.com.au.

Se også: Nærige krydstogtgæster skal holde sig væk!

Efterladt i sydkoreansk havneby
Årsagen til, at ferien pludselig blev afsluttet før tid for det ældre ægtepar, var at de ikke havde det nødvendige visum til Kina, hvor også danskere har visumpligt, og hvor myndighederne slår hårdt ned på turister, der ikke er i besiddelse af de nødvendige dokumenter.

Selvom det chokerede ægtepar tiggede krydstogtselskabet Holland America Line om hjælp, var der ingen kære mor for de to 71-årige.

- Holland America smed os af skibet og efterlod os bogstaveligt talt i havnen alene. Vi måtte selv finde til lufthavnen og betale 2400 dollar (15.800 kroner, red.) for at flyve hjem, siger William Coates.

Krydstogtselskabet påstår over for det australske medie, at skibspersonalet forsøgte at arrangere midlertidige visum for parret, og at de derudover forsøgte at forhandle sig frem til en aftale med de kinesiske myndigheder om, at parret ville blive på skibet i Kina.

- Grænsekontrollen i Kina afviste alle vores alternativer, siger en talsmand fra rederiet og påpeger, at de havde oplyst ægteparret om nødvendigheden af visum ved bestillingen, og at det derfor var ægteparrets eget ansvar at have styr på de relevante dokumenter.

Se også: Bræk og afføring i spandevis: 300 krydstogtpassagerer fra Mallorca ramt af Roskildesyge

'Læs det med småt'
Ægteparret påstår dog, at rederiet aldrig nævnte noget som helst om et visum og tog derfor sagen til forbrugerrettighedsgruppen Elliot Advocacy, hvor Michelle Couch-Friedman stod i spidsen for sagen.

Uheldigvis for parret havde rederiet dog i rejseplanen udførligt skrevet, at visum var obligatorisk, og derfor tabte de sagen.

- Det er gæstens eget ansvar at skaffe og være i besiddelse af de nødvendige rejsedokumenter. Alle gæster rådes til at kontakte deres rejsebureau eller de relevante myndigheder for at blive klar over, hvilke dokumenter der er nødvendige, skrev rederiet blandt andet i rejseplanen, som fortsatte:

- Hvis du ikke har de rigtige dokumenter, vil du blive nægtet om bord på skibet eller smidt af uden muligheden for at søge erstatning eller kompensation. Du vil desuden risikere en bøde, hvis rederiet mister penge på grund af din mangel på nødvendig dokumentation.

Michelle Couch-Friedman udtaler til News.com.au, at det amerikanske ægtepar højst sandsynlig havde haft ret til erstatning, hvis rederiet ikke inden afrejse havde påpeget, at det er gæsternes eget ansvar at have styr på rejsedokumenterne, og hun kalder derfor sagen for en 'vigtig lærestreg' til alle rejsende:

- Husk at læse alt det med småt, når du bestiller en krydstogtrejse, for i de fleste tilfælde er man altså selv ansvarlig for sit visum, siger hun og fortætter:

- Inden du går om bord på et hvilket som helst krydstogtskib er det nødvendigt at læse hele kontrakten.

På trods af at krydstogtselskabet vandt sagen, valgte de at erstatte ægteparrets ubrugte flybilletter, da parret selv måtte købe nye billetter for at flyve hjem før tid.

Se også: Kæmpe millionerstatning til krydstogt-ansat

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen