To ugers rejse er ikke nok for danskerne

Danmark topper listen, når det gælder rejser, der varer mere end 12 måneder

Mange danskere har rejst til udlandet på ferie i over en måned ad gangen, viser ny undersøgelse. Foto: Thomas Lekfeldt
Mange danskere har rejst til udlandet på ferie i over en måned ad gangen, viser ny undersøgelse. Foto: Thomas Lekfeldt

En enkelt uge eller to er slet ikke nok for mange danskere. Det viser en ny undersøgelse, som hotel- og rejsesøgemaskinen momondo.dk har lavet.

For selvom et længere rejseeventyr lyder som en fjern drøm, så er det for mange danskere blevet til virkelighed. Ifølge undersøgelsen har knap hver anden dansker (45 procent) nemlig rejst i mere end en måned ad gangen.

Så hvis du er typen, der sukker efter at gå på opdagelse i udlandet i en længere periode, skal du altså ikke føle dig alene. For ud over, at hver anden dansker har rejst i over en måned ad gangen, så har hele ni procent af danskerne rejst i mere end seks måneder sammenlagt.

Derudover topper Danmark listen, når det gælder rejser, der varer mere end et år, hvis man sammenligner med ni andre europæiske lande - henholdsvis Norge, Sverige, Finland, Italien, Portugal, Tyskland, Schweiz, Rumænien og Rusland.

Skadefro: Vi fryder os over skodvejr i Danmark, når vi er på ferie

Nordmændene bliver hjemme
Ifølge undersøgelsen har knap hver tyvende dansker (fire procent) pakket taskerne og rejst afsted i mere end 12 måneder. Det er kun rumænerne, der kan følge med vores rejselyst, hvor også fire procent af befolkningen har sust afsted på den slags langtidsrejse.

Nordmændene tager bundpladsen og er med blot én procent det folkefærd i de ti adspurgte lande, som i mindst grad kommer afsted på en rejse, der varer mere end et år.

- Vi danskere er generelt glade for at rejse, og det er noget, som vi gerne prioriterer økonomisk. Vores undersøgelse viser, at rejser er den udgiftspost, som flest danskere helst vil bruge deres penge på og kommer foran mad og vin, tøj og elektronik, siger momondos presseansvarlige i Danmark, Lasse Skole Hansen, i en pressemeddelelse.

Ferieparadiser under pres: Her er fem overrendte turistdestinationer

Dette driver danskerne
Ifølge undersøgelsen er det de anderledes kulturer, der får eventyrlystne danskere til at rejse på et længere eventyr i udlandet. Hele fire ud af ti af de adspurgte danskere, som har rejst i over en måned ad gangen, svarer nemlig, at hovedformålet med turen var at opleve nye kulturer.

- Det er interessant at se, at i modsætning til vores norske naboer er hovedformålet med at rejse i en længere periode ikke at slippe væk fra hverdagen, siger Lasse Skole Hansen og fortsætter:

- Det tyder på, at vi danskere er grundlæggende tilfredse med vores dagligdag. Men når det kommer til at rejse, så er mange af os nysgerrige efter at få nye oplevelser, der kan inspirere os.

I undersøgelsen svarer flest nordmænd (33 procent), at muligheden for at komme væk fra hverdagen har været den primære årsag til, at de rejste i mere end en måned, mens det for svenskernes vedkommende (33 procent) har været for at udvide deres horisonter.

Godt nyt for rejsende: Ny lov giver ret til kompensation under strejke

Caribien eller Danmark?
Selvom man umiddelbart tænker, at det kunne være det fedeste, hvis ens rejse-eventyr kunne foregå i eksotiske og lune omgivelser, så er det ikke kun paradisiske øer, vi drømmer om. Vores eget land kommer nemlig på andenpladsen over de lande, vi helst vil udforske. Hele 13 procent af danskerne drømmer nemlig om at rejse rundt i Danmark.

På førstepladsen ligger Caribien, hvor hver femte dansker (17 procent) svarer, at de helst ville rejse til, hvis de kunne droppe alt og rejse i et par måneder.

- De fleste forbinder nok rejser med udenlandske destinationer. Men man behøver ikke at tage langt væk for at få følelsen af eventyr. Vi har mange smukke naturoplevelser og spændende historiske seværdigheder lige udenfor vores dør. Så man kan med fordel bruge sin næste rejse på at udforske afkroge af Danmark, som man måske ikke har oplevet endnu, afslutter Lasse Skole Hansen.

Læger advarer danske rejsende: Pas nu på denne sygdom