Tog smertestillende piller med til Egypten: Laura er løsladt efter 14 måneder

Laura Plummer blev anholdt for at indsmugle ulovlig medicin, der ifølge hende var til sin kærestes rygproblemer

Laura Plummer - her omgivet af sine to søstre - er ifølge flere medier blevet løsladt efter 14 måneder i et egyptisk fængsel. FOto: SWNS
Laura Plummer - her omgivet af sine to søstre - er ifølge flere medier blevet løsladt efter 14 måneder i et egyptisk fængsel. FOto: SWNS

Første juledag 2017 blev den britiske turist Laura Plummer dømt til tre år bag tremmer i Egypten for at smugle ulovlig medicin ind i landet.

Da havde hun allerede siddet i en celle uden senge med 25 andre kvinder, siden toldere 9. oktober fandt 290 tabletter med Tramadol i hendes kuffert, da hun ankom til Egypten.

Ifølge hendes egen og hendes families forklaring havde Laura Plummer taget pillerne med, fordi hendes egyptiske kæreste, Omar, havde ondt i ryggen.

Se også: Britiske Laura får tre års fængsel for at tage smertestillende medicin med på ferie

Men medicinen, der er receptpligtig i både Storbritannien og Danmark, er ulovlig i Egypten.

Derfor blev den dengang 33-årige brite ifølge sin egen forklaring trukket ind i et forhørslokale, hvor hun ikke blev tilbudt en tolk. Efter fire timer i lokalet skrev hun under på et dokument formuleret på arabisk, i den tro, at det var hendes løsladelse.

Laura sværger nu, at hun aldrig igen vil sætte sine ben i en lufthavn. Foto: Privatbillede
Laura sværger nu, at hun aldrig igen vil sætte sine ben i en lufthavn. Foto: Privatbillede
 

På et tidspunkt fik familien at vide, at Laura Plummer kunne risikere op til 25 års fængsel. Men første juledag 2017 faldt dommen altså på tre års fængsel.

Løsladt efter 14 måneder
Et par måneder senere rapporterede flere medier, at Laura Plummer ville blive benådet af den egyptiske præsident.

Men da familien var rejst af sted til Egypten for at tage imod hende, viste det sig, at løfterne måske var falske.

Se også: Efter løfter om benådning: Laura skal forblive fængslet i Egypten

En talsperson for den egyptiske ambassade pointerede i februar 2018, at Laura Plummer tidligst kunne håbe på at blive løsladt for 'god opførsel' efter at have afsonet mindst halvdelen af sin straf.

Men nu er den nu 34-årige britiske kvinde blevet løsladt efter 14 måneder bag egyptiske tremmer. Det skriver blandt andre britiske Telegraph og BBC.

Flere medier skriver, at Laura Plummer efter at have fået en benådning af den egyptiske præsident søndag blev flyttet til en politistation, og at det forventes, at hun er hjemme i den britiske by Hull allerede mandag.

- Min to uger lange ferie i solen forvandlede sig til et mareridt. Jeg er så glad… jeg mener, hvem tager på ferie i to måneder og ender så med at blive i 14 måneder. Jeg sætter aldrig mine fødder i en lufthavn igen, siger Laura Plummer ifølge Telegraph.

Ifølge BBC fortæller hendes søster, Rachel Plummer, at de egyptiske myndigheder er i gang med at forberede hendes hjemrejse, og den lokale politiker Karl Turner har i forbindelse med nyheden tweetet, at han er glad for at høre om Laura Plummers løsladelse.

46 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere