10 ting du ikke må misse i Istanbul

Ekstra Bladets guide til Istanbul indeholder både restauranter, de bedste shopping-steder og seværdigheder, når I rejser til Istanbul

Istanbul forener på fornemmeste vis Europa, Asien og mellemøstlig kultur. Paladserne er guldbelagt, her lever alle slags mennesker, og byen er en smeltedigel med over 14 millioner indbyggere.

Rejser du hertil, er her en must see-liste:

Ekstra Bladet rejser

Hos Ekstra Bladet elsker vi at rejse, og derfor har vi sat os for at lave landets absolut bedste rejseguides til alle de destinationer, som danskerne rejser til.

Vores rejseguides er spækket med inspiration, fakta og tips til både restauranter, seværdigheder og steder, hvor du skal bo. For hver destination har vi allieret os med en dansker, der bor fast på destinationen, og derfor kender alle de hemmelige kroge og steder, som du ellers aldrig ville finde. Og som kender til alle turistfælderne, som du skal undgå for enhver pris.

Vi kalder det Danskernes hemmelige rejsetips

1. Topkapi-paladset

Istanbul kan groft deles op i den asiatiske side og den europæiske side, og på den europæiske side finder man den gamle bydel. Her ligger et af Istanbuls flotteste og mest velholdte paladser, Topkapi. De hvide bygninger med dybblå klinkevægge og smuk arabisk skrift strækker sig over et stort område med velholdte haver, påfugle og gangarealer, der skygges af små lunde med træer.

Paladset er et museum i dag, og hundredvis af artefakter er udstillet i salene, ligesom der er flere udkigsposter med udsyn over Bosporus-strædet og de to verdensdele, der mødes på hver side. Topkapi var fra 1465 til 1853 Osman-sultanernes officielle residens, når de var i Istanbul.

2. Den blå moske

Et af Istanbuls helt store tilløbsstykker er muligheden for at besøge den blå moské, der kan nås med sporvogn.

(Foto: Colourbox) Rejseunivers Istanbul: Danskernes hemmelige rejsetips

Kan man komme til for skoleklasser og ivrige sælgere er pladsen foran moskéen også et smukt sted at sidde og nyde udsigten over en cola, men ellers er alle velkomne i den overdådigt udsmykkede moské, såfremt man respekterer at være tækkeligt tildækket og ikke forstyrrer for meget. Der er dog både snak og liv inde i moskéen, hvor et gelænder adskiller nysgerrige besøgende fra de reelt bedende.

3. Galata-tårnet

På den ’nye’ side af Istanbul kan man købe sig en tur op i Galata-tårnet, hvor man kan gå rundt langs hele bygningens længde og se flere kilometer i alle retninger. En tur op i Galata viser med al tydelighed, hvorfor Istanbul kan føles hektisk og kaotisk: paraboler og skævt tagpap, der nærmest er smidt på, kliner sig op ad lækre tagterrasser med eksklusive møbler. Nogle steder står husene så tæt, at man kan have svært ved at skelne veje mellem bygningerne. Et vue over Istanbul oppefra viser byen, præcis som den er, rodet, overfyldt og med masser af sjæl og skønhed.

4. En dag i Asien

Mange besøgende i Istanbul forsømmer den asiatiske side af millionbyen, og det er en skam. Sæt en dag af til at sejle over Bosporus-strædet og besøg fiskemarkedet Kadiköy, eller nyd, at der er langt færre turister i Beylerbeyi-paladset end i de store på den europæiske side.

På Asien-siden kan du også gå en tur langs Bosporus og nyde en frozen yoghurt i Kanlica-området, der efterhånden er berømt for caféerne ned til vandet, der sælger sød, frossen yoghurt med alle mulige slags drys.

5. På vandet

Da mange af Istanbuls smukkeste attraktioner ligger ud til Bosporus-strædet, kan man med fordel tage en kanalrundfart op og ned ad strædet og se smukke huse, paladser, moskéer og nyde lidt frisk luft.

Alternativt går der bådture ud til en lille ø i strædet, der er kendt som prinsesse-øen. På den lille klippeø ligger et fyrtårn med en tragisk kærlighedshistorie og en café og ikke ret meget andet, men historien er alligevel turen værd.

6. Grand Bazaar

Du kan nemt miste orienteringen, når du forvilder dig ind mellem de farverige boder i den store, indendørs basar på den gamle halvø.

Her kan du få alt fra farverige lamper, ægte (og knap så ægte) sølvsmykker, jeans, broderede pudevår, snirklede sko og en god frokost. Du kan gifte din datter eller kæreste væk til en af de giftelystne sælgere og få en snak med butiksejere, der har været i Danmark eller som minimum kan sige 'billigere end Bilka'. Du skal forhandle hårdt og være villig til at gå fra det, du gerne vil have. Bare husk dig selv på, at de næste tre boder også har den lampe/pude/fingerring, som du har kastet din kærlighed på. Men så kan du også komme hjem med smukt inventar, der har en god historie, og som faktisk er af god kvalitet.

7. Taksim-pladsen

Taksim-pladsen er Istanbuls mest centrale punkt. Herfra går hovedgaden, og rundt om pladsen ligger butikker, caféer og snørklede sidegader.

Går man væk fra Taksim ned ad den store handelsgade, ligger der særligt på venstre hånd mange små gyder og stræder med backgammon-spil, farvede lamper og god mad.

Fortsætter man længe nok, bliver gaden smallere og smallere, og man bevæger sig ind i en ældre bydel med små tårne og gårdhaver, hvor du kan nyde en tyrkisk kaffe eller den søde æblete.

8. Dolmabaçhe-paladset

Endnu et af Istanbuls smukke paladser ligger i den ’nye’ bydel ud til Bosporus og kan også ses fra en kanalrundfart, men er bestemt også et rigtigt besøg værd.

Modsat Topkapi kan man ikke trisse rundt indenfor på må og få i Dolmabaçhe. Her er fotografi forbudt i de mange rum, der er indrettet med historiske artefakter, tidstypisk tøj, og på turen kommer man både igennem soveværelser og store balsale med udsigt til vandet udenfor.

Billeder må man dog godt tage af den stakkels soldat, der står vagt uden for paladset, og som skal stå helt stille. Han må ikke engang selv tørre sveden af panden – det er der folk til.

9. Kebab og falafel

Snyd ikke dig selv for de talrige lækre madoplevelser i Istanbul. Luftigt tyrkisk brød med smagfuld yoghurt, falafel og kebab.

Tager man metroen helt ned til Bosporusstrædet, hvor man kan skifte til sporvognen ud mod halvøen med den gamle by, kan det klart anbefales at gå en tur ned langs vandet. Her ligger små gadekøkkener med de lækreste köfter og bagte, fyldte kartofler, der får englene til at synge. Gå ikke af vejen for at spise på vejen.

Se de bedste restauranter i EKSTRA's store guide til Istanbul

10. Fodbold

Hele tre storhold har hjemme i Istanbul – Beşiktaş, Galatasaray og Fenerbahçe. Selv om du ikke er fan af et af disse hold, er en kamp alligevel værd at overveje for hardcore fodboldfans. De lokale er på kogepunktet, og det er ofte sagt, at det er decideret farligt at gå til fodboldkamp på de lokale stadioner, hvis modstanderen er en af arvefjenderne. Til gengæld skulle stemningen være intet mindre end fantastisk.

 

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

1 af 11 Topkapi-paladset indefra. (Foto: Colourbox)
2 af 11 Den blå moske. (Foto: Colourbox)
3 af 11 Galata-tårnet i baggrunden.(Foto: Colourbox)
4 af 11 Beylerbeyi-paladset på den asiatiske side af Bosporus-strædet. (Foto: Colourbox)
5 af 11 En tur på vandet i Istanbul er et must. (Foto: Colourbox)
6 af 11 
7 af 11 Taksim-pladsen var under belejring under de store optøjer i Tyrkiet i 2013. Normalt er pladsen et kulturelt og shoppingmæssigt midtpunkt i byen. Og der er på ingen måde fare på færde længere. (Foto: AP
8 af 11 Dolmabaçhe-paladset. (Foto: Colourbox)
9 af 11 Kebab - du tror, du kender den fra gadehjørnet i Danmark, men det kan ikke måle sig med den ægte vare fra Tyrkiet. (Foto: Colourbox)
10 af 11 Galatasaray i aktion. (Foto: AP)
11 af 11 
9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere