10 ting du ikke må misse i Moskva

Glem alt om øjeblikkets storpolitiske magtkampe. Du har al mulig grund til at besøge den russiske hovedstad. Byen er som skræddersyet til en forlænget weekend. Og historisk billig netop nu

Den Røde Plads. (Foto: Colourbox)
Den Røde Plads. (Foto: Colourbox)

På med ja-hatten af bjørneskind. Selvom forholdet mellem Vesten og Rusland er koldt som en kummefryser, bør du ikke snyde dig selv for en storbyoplevelse af den uforglemmelige slags.

Kreml. (Foto: Colourbox) Rejseunivers Moskva: Danskernes hemmelige rejsetips

Hvis du påregner en temmelig omstændelig visum-ansøgning, er der ikke andet end to og en halv times flyvetur fra København, der adskiller dig fra Europas folkerigeste by med 850 års historie.

I øjeblikket er det på grund af valutakursernes svingninger endda historisk billigt at være dansk turist i Moskva. Rublens kurs er styrtdykket i forhold til den danske krone, og derfor får du meget mere købekraft for pengene. Her er et udpluk at de største oplevelser i Moskva.

Ekstra Bladet rejser

Hos Ekstra Bladet elsker vi at rejse, og derfor har vi sat os for at lave landets absolut bedste rejseguides til alle de destinationer, som danskerne rejser til.

Vores rejseguides er spækket med inspiration, fakta og tips til både restauranter, seværdigheder og steder, hvor du skal bo. For hver destination har vi allieret os med en dansker, der bor fast på destinationen, og derfor kender alle de hemmelige kroge og steder, som du ellers aldrig ville finde. Og som kender til alle turistfælderne, som du skal undgå for enhver pris.

Vi kalder det Danskernes hemmelige rejsetips

1. Den Røde Plads

Den Røde Plads er uundgåelig, når du er i Moskva. Det er byens centrale plads, der rummer Lenins Mausoleum og støder op til Kreml. Ved muren til det befæstede magtkompleks finder du desuden et nekropolis med Sovjetlederne Leonid Bresjnev, Josef Stalin, Maxim Gorkij og den første mand i rummet Jurij Gagarin. For enden af Den Røde Plads møder du Vasilij-katedralen med sine mangefarvede løgkupler. Vær forberedt på de enorme mængder af turister, især kinesiske, på pladsen foran katedralen. Ofte rammer du ind i arrangementer som militærparader- og tattoo, bilshow og juleudstilling på Den Røde Plads.

2. Kreml

Bag de røde mure, der løber langs Moskvafloden, Den Røde Plads og Alexanderhaven, ligger Kreml, der består af fire paladser, fire katedraler og en park. Komplekset repræsenterer den russiske og tidligere sovjetiske magt. Samtidig er Kreml residens for den russiske præsident. For at komme ind i Kreml skal du købe billet på kontoret i Alexanderhaven. Og husk, at du ikke må have tasker, der er større end en håndtaske med ind. I Kreml bør du besøge State Armory, som rummer ufattelige mængder af skatte i guld, sølv og ædelstene fra zartiden.

3. Lenins Mausoleum

Når du alligevel er på Den Røde Plads, så snyd ikke dig selv for at se det balsamerede lig af Sovjetunionens grundlægger, Vladimir Lenin, der døde i januar 1924. Det er gratis at besøge mausoleet. Til gengæld kan du risikere at skulle stå en times tid i køen, der starter uden for Den Røde Plads, for en oplevelse, der varer 30 sekunder. Inde i den dunkle granitbygning, der bliver bevogtet af soldater med dystre miner, finder du det kemikaliebehandlede lig af Lenin, der ligger i en oplyst glasboks. Fotografering, snak, rygning, hænder i lommer og hatte på hovedet er strengt forbudt, når man træder ind i mausoleet.

4. Sejltur på Moskvafloden

Hop på en af de fladbundede flodbåde og nyd Moskvas vartegn og seværdigheder fra distancen. Bådene afgår omkring hvert 20. minut og sejler fra molerne ved henholdsvis Kievskaya metrostation og Novospassky-broen. Turen varer halvanden time, men du kan også vælge en rundtur på to timer, der starter og slutter ved Kievskaya. Undervejs passerer båden adskillige af Moskvas største seværdigheder: Kreml, Frelseren Kristus-katedralen, Stalins imposante universitetsbygning, spurvebakkerne, Peter Den Store-statuen og Gorkij Park. Bådene har toiletter og sælger forfriskninger.

5. Bolsjojteatret

Lidt nord for bymidten ligger det vældige Bolsjojteater med sin storslåede neoklassicistiske facade. Teatret blev renoveret i 2011 og er med rette blandt Ruslands helt store stoltheder. Teatret er verdensberømt for sine ballet- og operakompagnier, der i år opfører værker som Sylfiden, Figaros Bryllup, Carmen, Don Quixote, La Traviata og Boris Godunov. Køb gerne billetterne flere måneder i forvejen, da de let risikerer at være udsolgt. Der er også en række børnevenlige forestillinger på teatret. Husk, at teatret er lukket fra august til starten af september.

6. Shop i Gum og Tsum

Moskva har to ekstravagante shopping-centre, hvor nyrige russere svinger kreditkortet i alle de store modehuses forretninger, heriblandt Hermès, Moschino og Burberry. Gum ligger langs Den Røde Plads i modsatte side af Kreml-muren og har været en handelsplads siden 1600-tallet. Snup en vaffelis, mens du kigger på butiksvinduer, og husk, at mærkevarer er meget dyre i Rusland. Så du finder næppe et rigtig godt tilbud. Tsum ligger over for Karl Marx-monumentet og rummer en velbesøgt, men prætentiøs cafe på fjerde sal.

7. Frelseren Kristus-Katedralen

Med en storslået udsigt over Moskvafloden tårner Frelseren Kristus-katedralen sig op i byens skyline. Der er tale om den højeste ortodokse katedral i verden og en usædvanlig dramatisk historie. Efter Den Russiske Revolution i 1917 blev katedralen sprængt i stykker til fordel for et monument for socialismen, som dog aldrig blev fuldført. Efter Sovjetæraen fik den russiske ortodokse kirke tilladelse til at genopbygge katedralen, der stod færdig i 1990. Det var efter et videofilmet optrin i denne katedral, at feministgruppen Pussy Riot blev fængslet i 2012.

8. Gorkij Park

Langs Moskvafloden strækker Gorkij Park kilometer for kilometer i al sin vælde. Parken har legeplader, forlystelser, et kæmpe pariserhjul og huser testeksemplarer af de russiske rumfærger Buran. Parken rummer også en række udmærkede restauranter med et vestligt udvalg. Langs floden suser de yngre russere forbi på skateboard, rulleskøjter, cykler og segboards. Står man af på metrostationen Park Kultury, kan man krydse broen og finde en af de boder, der udlejer skateboards og rulleskøjter, hvis man har lyst til det. Husk i givet fald passet.

9. Spurvebakkerne

Den bedste udsigt over Moskva er formentlig fra Spurvebakkerne, der rejser sig 220 meter over Moskvaflodens overflade. Tag metroen til Vorobyovy Gory og gå op gennem skoven til toppen. Hvis du går til højre, passerer du under skihopanlægget en glimrende restaurant med georgisk mad, der er meget populært i Moskva. I nærheden ligger det enorme statsuniversitet, som er en af Stalins syv skyskrabere i Moskva. Her hænger de unge russere ud og ryger vandpibe, mens de blærer sig med deres motorcykler og tunede biler med farvestrålende lys i.

10. Metroen

Den er travl, den stinker af dieselos og støjer som bare fanden. Men mange af metroens 199 stationer er i sig selv pragteksempler på socialrealistisk kunst med sirlig stuk, mosaikker og relieffer med arbejdermotiver. En af de smukkeste stationer, Mayakovskaya, blev brugt som ministerkontor og platform for Stalins under anden verdenskrig. Men du bliver heller ikke skuffet på Elektrozavodskaya, Kievskaya, komsomolskaya og Ploshchad Revolyutsii og mange andre af stationerne. Billetprisen er netop blevet hævet fra 40 rubler (3,58 kroner) til 50 rubler (4,47 kroner). Det må betegnes som småpenge for en dansk turist.

1 af 10 Kreml. (Foto: Colourbox)
2 af 10 Lenins mausoleum. (Foto: Colourbox)
3 af 10 Frelseren Kristus-Katedralen. (Foto: Colourbox)
4 af 10 Bolsjoj-teateret. GUM-shoppingcenteret. (Foto: Colourbox)
5 af 10 GUM-shoppingcenteret. (Foto: Colourbox)
6 af 10 Gorky Park. (Foto: Colourbox)
7 af 10 
8 af 10 Udsigten fra Spurvebakkerne. (Foto: Colourbox)
9 af 10 Metroen i Moskva. (Foto: Colourbox)
10 af 10 Den Røde Plads. (Foto: Colourbox)
3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere