10 ting du ikke må misse i Wien

Ekstra Bladets Wien-guide indeholder både restauranter, de bedste shopping-steder og seværdigheder, når rejsen går til Wien

Schönbrunn slot. (Foto: Jesper Møller)
Schönbrunn slot. (Foto: Jesper Møller)

Musikken har i særdeleshed en stor betydning i Wien, og det er heller ikke uden grund, at byen kaldes musikkens verdenshovedstad. Wien har nemlig huset mange berømte musikere og komponister, herunder Mozart og Beethoven.

Wien, der er hovedstaden i Østrig, ligger i den nordøstlige del af landet ved floden Donau og har over 1.8 millioner indbyggere inden for bystyregrænsen.

Wien. (Foto: Colourbox) Rejseunivers Wien: Danskernes hemmelige rejsetips

Byen rummer også mange historisk og kulturelle bygninger og områder, hvor af byens centrum og Schönbruun slot er kommet på UNESCOs Verdensarvsliste. Ligeledes huser byen Desuden kendte bygninger som slottet Belvedere og kejserpalæet Hofburg.

Vi har samlet 10 ting, du ikke må misse, når turen går til Wien.

Ekstra Bladet rejser

Hos Ekstra Bladet elsker vi at rejse, og derfor har vi sat os for at lave landets absolut bedste rejseguides til alle de destinationer, som danskerne rejser til.

Vores rejseguides er spækket med inspiration, fakta og tips til både restauranter, seværdigheder og steder, hvor du skal bo. For hver destination har vi allieret os med en dansker, der bor fast på destinationen, og derfor kender alle de hemmelige kroge og steder, som du ellers aldrig ville finde. Og som kender til alle turistfælderne, som du skal undgå for enhver pris.

Vi kalder det Danskernes hemmelige rejsetips

1. Schönbrunn slot

Schönbrunn Slot i Wien er en af de vigtigste kulturskatte i Østrig, og da monarkiet faldt i 1918 blev republikken Østrig ejer af Schönbrunn. Slottet og værelserne er blevet bevaret som et museum for besøgende og står stadig, som den dag den sidste kejser døde. I 1900-tallet blev slottet af flere omgange brugt i forbindelse med vigtige begivenheder som mødet mellem John F. Kennedy og Nikita Khrusjtjov i 1961. I 1996 placerede UNESCO Schönbrunn på Verdensarvslisten. Det kan anbefales at tage en guidet rundtur inde på slottet.

2. Belvedere slottet

Belvedere slottet er et paladsområde fra barokken, som er bygget af prins Eugen af Savoyen. Paladset ligger i 2. bezirk, Landstrasse sydøst for byens centrum med den formidable udsigt over den indre by. I den øverste del af slottet finder man blandt andet verdens største samling af Gustav Klimt-malerier. Husk også at gå en tur i parken, der blandt andet indeholder et stort vandbassin og vandfald med nymfer og gudinder fra 1700-tallet.

3. Byslottet Hofburg

Slottet og borgen Hofburg var fra 1438 til omkring 1580 residens for kejseren af det tysk-romerske rige og frem til 1918 for kejseren af Østrig. Hofburg er i dag kontor for Østrigs forbundspræsident, lige som den Spanske Rideskole og Østrigs Nationalbibliotek har til huse i bygningen. For at komme ind på Hofburg-slottet skal man gennem porten under den monumentale, grønne kobberkuppel, der troner for enden af Kohlmarkt. Her finder man skatkamre fyldt med kostbarheder, sølvkammer, kronjuveler, smykker og festtøj.

4. Tiergarten Schönbrunn

Wiens zoologiske have er beliggende på arealer tilhørende Schönbrunn slot, og parken blev grundlagt i 1752, hvilket gør den til verdens ældste dyrepark. Schönbrunn dyrehave er også en af verdens få zoologiske haver, der har pandaer. Her kan man også opleve andre attraktioner som regnskovshuse, hvor besøgende ledes igennem en efterligning af regnskoven i Amazonas. Desuden findes et akvarium, der afspejler Amazonfloden, og i 2004 fik parken tilføjet et polarområde, så man nu også kan opleve dyr fra Arktis.

5. Musik i Wien

Man kan ikke sige Wien uden at sige musik, og nogen vil mene, at man ikke har oplevet Wien, hvis man ikke har været til mindst én koncert eller opera. Der er noget for enhver smag, og specielt inden for den klassiske musik er der meget at vælge imellem. Der findes tre store operahuse i Wien, Staatsoper, Volksoper og Theater an der Wien. Gyldne Sal, som er kendt fra Nytårskoncerterne, ligger i koncertbygningen Musikverein, og her er der hver aften koncerter med mere eller mindre verdenskendte kunstnere. I Konzerthaus kan man opleve musikere og sangere inden for alt fra klassisk musik til jazz.

6. Den storslåede Karlskirche

Karlskirche er en af de bedste eksempler på barok arkitektur nord for Alperne med sin ellipseformede kuppel. Den storslåede kirke er ikke til at undgå i det centrale gadebillede i Wien. Den store patinagrønne kuppel på Karlskirche, der er italiensk inspireret, dominerer kirkeskibet, der er udformet som et græsk tempel. Engang lå Karlskirche på en lille høj oven for Wienfloden, men floden blev siden hen overdækket. Tilbage er nu kun et kunstigt anlagt bassin.

7. Shopping i Wien

Mariahilferstrasse er Wiens største shopping-gade, der begynder bag Kunsthistorisk Museum og strækker sig et par kilometer væk fra centrum. Her findes alt og udvalget af især modetøj er stort - tjek også de store skoforretninger. På Kärntner Strasse findes en række store kæder og stormagasiner, lige som man finder krystalgiganten Swarowskis megastores og kæmpeparfumeriet House of Douglas.

8. Konditori Demel

Hvis man har hang til kager og søde sager, må man ikke snyde sig selv for at besøge Konditori Demel, der er Wiens mest berømte konditori grundlagt i 1786. Konditoriet, der ligger ikke langt fra Hofburg, er et overflødighedshorn af lækre og flotte kager, der får tænderne til at løbe i vand. Konditori Demels mest kendte kage er Sachertorten, som Demel i mange år har ligget i krig med Hotel Sacher om. Hotel Sacher ligger ikke langt fra Demel, og begge steder hævder at have den bedste Sachertorten.

9. Mozarthaus og Mozart Vienna Museum

Bag domkirken Stephansdom i Domgasse boede Mozart fra 1784-1787 i en fireværelses lejlighed. Her har han blandt andet komponerede Figaros bryllup og ikke mindre end elleve af sine i alt 28 klaverkoncerter. Mozart døde i 1791 kun 35 år gammel, og han har i sin dagbog selv beskrevet tiden i Domgasse som "den lykkeligste periode i mit liv". I dag indgår lejligheden i et større, nyindrettet interaktivt museum kaldet Mozart Vienna Museum. Her sættes også fokus på komponistens tid samt på tidens musikalske verden.

10. Markeder i Wien

Wien er også kendt for sine mange markeder, hvor en stor del af byens handel foregår. Overalt i Wien finder man fødevaremarkeder, der har alt hvad hjertet kan begære, hvad enten det er skønne frugter, hjemmelavet marmelade eller eksotiske krydderier. Nogle af markederne er faste og består af hytter, som har åbent hver dag, mens andre skyder op på et bestemt hjørne hver fredag og er væk igen om aftenen. De faste markeder er det enorme Naschmarkt nær centrum, det eksotiske Brunnenmarkt i 16.distrikt og det hippe Karmelitermarkt i 2.distrikt.

 

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

 

1 af 10 Belvedere slottet. (Foto: Colourbox)
2 af 10 Byslottet Hofburg. (Foto: Colourbox)
3 af 10 Tiergarten Schönbrunn. (Foto: Lilli Strauss)
4 af 10 Operahuset Staatsoper (Foto: Colourbox)
5 af 10 Karlskirche. (Foto: Colourbox)
6 af 10 Shopping i Wien. (Foto: Colourbox)
7 af 10 Konditori Demel serverer Sachertorte. (Foto: Colourbox)
8 af 10 I Wien kan man opleve Mozart Vienna Museum. (Foto: AP)
9 af 10 Naschmarkt i Wien. (Foto: Flemming Jørgensen)
10 af 10 Schönbrunn slot. (Foto: Jesper Møller)
3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere