Et af de allermest populære rejsemål for danske charterturister har i årtier været Kreta.
Og man forstår det godt, for den græske perle er både rig på azurblåt vand, smukke strande, fantastisk vejr og et indbydende køkken.
Vi har samlet ti ting, du ikke må glip af, når du rejser til Kreta.
1. Ano Voúves – verdens ældste oliventræ
På Kreta gemmer der sig knap 34 millioner oliventræer. I området syd for Kolimbari dækker oliventræerne efter sigende hver eneste kvadratmeter ledig jord på bjergsiden. Netop på denne bjergside ligger landsbyen Ano Voúves, hvor det hævdes, at verdens ældste oliventræ har slået sine rødder. Træet menes at være mere end 4000 år gammelt og måler hele 13 meter i omkreds. Midten er hul, og der er plads til mindst ét barn derinde. Som en slags hyldest til træet er der oprettet et museum om oliventræer og oliven i Ano Voúves. Museet ligger cirka ti kilometer syd for Kolimbári.
Kreta: Danskernes hemmelige rejsetips
2. Markedshallen i Chania
På grænsen mellem den nye og gamle bydel i Chania ligger den gamle markedshal. I den højloftede, korsformede markedshal kan man handle sammen med de lokale indbyggere til duftene af fisk, kød, krydderurter og oste. I de små køkkener i sidelængerne kan man spise frokost sammen med de lokale, og markedshallens udvalg af kulinariske souvenirs er sanseovervældende med honning, ost, alskens krydderurter, te, olivenolier og sæber.
3. Aptera-fæstningen
Fæstningen Aptera ligger i den sydlige ende af Souda-bugten og ligger cirka 45 minutters kørsel i østlig retning fra feriebyerne Platanias og Agia Marina. Fæstningen er oprindeligt venetiansk, men den er i løbet af historien også blevet brugt af den græske modstandsbevægelse, af tyrkerne og af tyskerne. I dag er fæstningen åben for nysgerrige turister, og inde fra borgen har man adgang til en smuk udsigt over Souda-bugten og Akrotíri-halvøen. Det er også muligt at se skudhuller i væggen fra tyskernes henrettelse af lokale modstandsfolk under Anden Verdenskrig.
4. Sitia på Østkreta
Cirka 70 kilometer øst for Ágios Nikolaos ligger byen Sitia, som også bærer navnet 'Den hvide by'. Byen ligger ved havet og er en oase i et råt og vildt landskab, hvor man kan tage en slentretur ad de charmerende trappegader og snævre, atmosfærefyldte gyder. Man kan også tage en tur ud langs den lange, palmebevoksede havnepromenade med caféer. Leder man efter Kretas særlige ro og uspolerede charme, er de netop i Sitia, at man finder den. Her spiller de lokale backgammon på havnecaféerne, mens livet går sin gang. Det er også her, at de producerer en af øens bedste og mest prisbelønnede olivenolier.
5. Elafonissi-stranden
Kreta har mere end 150 kilometer sandstrand, og den smukkeste strand finder du i Elafonissi, der ligger på sydvestkysten. Stranden er et sandt badeparadis med det klareste turkisblå vand og en strandkant, der er farvet lyserød af muslingeskaller, hvilket gør stranden helt enestående. Stranden betragtes som en af de bedste strande i Europa og den bedste i Grækenland. Lagunens lave vand gør Elafonissi til et perfekt sted at tage børnene med til. Et par hundrede meter ude i vandet findes der et rev, som udgør et perfekt snorklested.
6. Vandretur gennem Samariá-kløften
På Kreta findes Europas længste kløft, der strækker sig over 18 kilometer mellem udgangspunktet Omalós-højsletten midt i Lefká Óri og ned til havnebyen Agía Rouméli på sydkysten. Turen ned gennem Samariá-kløften er en enestående og udmattende oplevelse, der, alt efter ens kræfter og kondition, varer mellem seks og otte timer. Siden 1962 har kløften været nationalpark og byder på en mangfoldighed af planter og dyr, ældgamle pinjetræer, vilde orkideer og kongeørne. Det er en rivende flod, som har dannet kløften, der om sommeren reduceres til en rislende strøm.
7. Agia Sofia-grotten
Kreta er blandt andet kendetegnet ved en utrolig smuk natur, vilde kløfter og historiske grotter. Kører man cirka en times tid væk fra ferieområderne og ud i den vestligste del af De Hvide Bjerge, finder man landsbyen Topolia. Det er her, man finder Agia Sofia-grotten. For at komme hele vejen til grotten må man igennem Topoliano Farangi-kløften, som er halvanden kilometer lang. Den 20 meter høje og 70 meter brede grotte er udsmykket med drypsten, og ved indgangen ligger en lille kirke viet til Agia Sofia. Efter alt at dømme har grotten været beboet siden neolitisk tid. Her har man nemlig fundet potteskår fra den periode og helt frem til romersk tid.
8. Preveli-klostret på Kreta
Omgivet af De hvide bjerge syd for Rethimno ligger Preveli-klosteret, som egentlig består af to klostre ved navn Saint John the Babtist-klostret og Saint John the Theologian-klostret. I dag er det kun det sidste kloster, som stadig er aktivt. Her finder man smukke historiske bygninger placeret i flotte omgivelser, der strækker sig ned af bjergsiden mod Middelhavet. Preveli-klostret omfatter også et lille museum, der viser klostrets omtumlede historie, samtidig med at museet har en stor samling af smukke ikoner, kors og beklædnings- og kunstgenstande. En af hovedattraktionerne på klosteret er det 50 centimeter høje sølvkors, Benediction Cross, der er blevet båret forrest i mange krige og slag op gennem historien. Efter sigende skulle korset have udrettet en del mirakler især i forbindelse med øjensygdomme.
9. Dykning og snorkling på Kreta
Havet omkring Kreta med sit klare og varme vand giver rigtig gode muligheder for både at dykke og snorkle, fordi sigtbarheden her er fremragende. Det er tilladt at dykke og snorkle de fleste steder på øen, og de stenede havbunde er årsag til en stor variation af fisk og havplanter. Det giver de bedste muligheder for fantastiske dyk, og der er desuden næsten ingen strøm.
10. Rethymnon
Kretas tredjestørste by, Rethymnon, finder man for foden af Ida-bjerget. Byen har 27.000 indbyggere og kan dateres helt tilbage til 1500-tallet f.Kr. Derfor bærer byen også præg af både venitiansk, tyrkisk og græsk arkitektur. Nogle steder, såsom på Fortezza-borgen, har tiden virkeligt sat sine spor. Oprindeligt blev borgen brugt til at beskytte byen mod piraten Barbarossa, men i dag huser borgen et arkæologisk museum. Her finder man også det venetianske ridderhus Loggian og den smukke Rimundi-fontæne. Søger man shopping og et livligt græsk handelsmiljø, finder man det her, hvor der er noget at finde til enhver smag.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.