10 ting du ikke må misse på Tenerife

Ekstra Bladets Tenerife-guide indeholder både restauranter, de bedste shopping-steder og seværdigheder, når rejsen går til Tenerife

Shoppingmulighederne i Playa de las Americas er virkelig gode. (Foto: Colourbox)
Shoppingmulighederne i Playa de las Americas er virkelig gode. (Foto: Colourbox)

Med sit solrige og varme klima året rundt er Tenerife et af danskernes foretrukne rejsemål, når sommerens og vinterens charterrejse skal bookes.

Tenerife, der er den største af alle de Kanariske Øer, ligger i Atlanterhavet omkring 300 kilometer fra Afrikas veskyst. På Tenerife ligger den 3.718 meter høje vulkan, Pico del Teide, som er verdens tredjehøjeste ø-vulkan.

Tenerife er kendetegnet ved, at den nordlige del af øen er mere frodig og nedbørsrig, mens den sydlige del af øen har et langt mere goldt og varmt klima. Det skyldes, at passatvinden fra nordøst bremses af Teide, inden den når den sydlige del.

Vi har samlet 10 ting, du ikke må misse, når turen går til Tenerife.

Ekstra Bladet rejser

Hos Ekstra Bladet elsker vi at rejse, og derfor har vi sat os for at lave landets absolut bedste rejseguides til alle de destinationer, som danskerne rejser til.

Vores rejseguides er spækket med inspiration, fakta og tips til både restauranter, seværdigheder og steder, hvor du skal bo. For hver destination har vi allieret os med en dansker, der bor fast på destinationen, og derfor kender alle de hemmelige kroge og steder, som du ellers aldrig ville finde. Og som kender til alle turistfælderne, som du skal undgå for enhver pris.

Vi kalder det Danskernes hemmelige rejsetips

1. Adeje og Restaurante la Rambla

På den sydlige del af Tenerife ligger den lille autentisk by Adeje blot 15 minutters kørsel fra Tenerifes mest populære rejsemål Playa de la Americas. I bjergbyen Adeje finder man den ægte og autentiske kanariske stemning, hvor livet går sin vante gang for de lokale beboere. Her findes det lille og hyggelige familieejede spisested Restaurante la Rambla, der ejes af et spansk/dansk ægtepar. Restauranten er klart et besøg værd og berømt på disse kanter for sin hvidløgskylling og lækre kulinariske specialiteter. Restauranten er lukket om mandagen.

Playa Fanabe, Tenerife. (Foto: Colourbox) Rejseunivers Tenerife: Danskernes hemmelige rejsetips

2. La Orotava-dalen

Vil man opleve Tenerifes mere frodige natur kan en tur til den smukke La Orotava dal anbefales. Dalen går fra vulkankrateret Las Cañadas i 2000 meters højde ned til Atlanterhavet. La Orotava er en af Tenerifes ældste byer, der er kendetegnet ved sin prægtige arkitektur og traditionelle kanariske atmosfære. Byen har desuden en botanisk have, La Hijuela del Botánico, med over 3.000 forskellige tropiske og subtropiske plantearter.

3. Candelaria - Basílica de Nuestra Señora de la Candelaria

Byen Candelaria er en hyggelig, lokal kystby og ligger i den nordøstlige del af Tenerife. Her findes Basílica de Nuestra Señora de la Candelaria (Basilikaen Vor Frue af Candelaria). Kirken, med plads til 5000 mennesker, er den vigtigste helligdom viet til Jomfru Maria på De Kanariske øer. Den huser nemlig øernes skytshelgen, La Virgen de Candelaria, også kendt som den Sorte Madonna. Basilika besøges hvert år af 2,5 millioner pilgrimme og turister.

4. Loro parque

En af Tenerifes helt store attraktioner for børn og voksne er dyreparken Loro Parque, der ligger tre kilometer vest for Puerto la Cruz. Loro betyder papegøje, og parken har også verdens største samling af papegøjer med i alt 1300. Udover det farverige fugle byder dyreparken på omkring 300 andre forskellige dyrearte som spækhuggere, hvide tigre, chimpanser og mange andre eksotisk dyr og fugle. Her kan man også opleve forskellige dyreshows med søløver, delfiner og de enorme spækhuggere. I det store undervandsakvarium kan man studere havets mange dyr og glubske hajer.

Meloneras, Gran Canaria. (Foto: Joakim Borén) Rejseunivers Gran Canaria: Danskernes hemmelige rejsetips

5. Park Pirámides de Güímar - Thor Heyerdahls pyramider

I Park Pirámides de Güímar findes de såkaldte trappepyramider, som menes at stamme helt tilbage fra 1200 f.kr. Den verdensberømte norske etnograf Thor Heyerdahl havde forsket bredt i Túcume-pyramiderne i Peru. Da han besøgte Güímar-dalen blev han derfor overbevist om, at der ikke var tale om terrasser eller tilfældige stenbunker. Han mente, at det var omhyggeligt byggede trappepyramider, opført efter lignende principper som dem i Mexico og Peru. Her er også opført et museum med mange af de fund, man har gjort i området, samt en tro kopi af Thor Heyerdahls berømte sivbåd fra Kontiki-ekspeditionen.

6. Parque Nacional de las Cañadas del Teide

Et klart must, når man er på Tenerife, er et besøg til Parque Nacional de las Cañadas del Teide.

Den 3718 meter høje vulkan, Pico del Teide, kan ses lige meget hvor på øen man er, og årtusinders vulkansk aktivitet har skabt et særpræget ”månelandskab” med en fantastisk udsigt og flotte farvekombinationer. Her er film som ”Abernes Planet”, ”De Ti Bud” og ”Star Wars” blandt andet optaget. Teides nationalpark har et samlet areal på 18.900 ha. og er en helt unik naturoplevelse. Køreturen op til kraterområdet ”Las Cañadas” går gennem et varieret landbrugslandskab og store pinjeskove og ligger cirka 2.000 meter over havoverfladen.

7. La Laguna

La Laguna var indtil 1723 hovedstad for alle De Canariske Øer. Byen ligger i Aguere-dalens smukke landskaber og er hjemsted for San Fernando universitetet og biskoppens palads. Hele byen er spækket med arkitektonisk enestående monumenter, paladser og traditionelle bygninger fra det 17. og 18. århundrede. Det var her de første spanske erobrere slog sig ned i år 1496. Byen blev i 1999 skrevet ind på FN-organet Unescos berømte verdensarvslist.

8. Shopping

I Playa de las Américas findes de to store shoppingcentre Parque Santiago III og Centro Commercial San Eugenio samt Américas Plaza, der er et lille mere eksklusivt shoppingområde med mærker som Gucci og Levi's. Plaza del Duque er et nyt shoppingcenter i Fañabé, der ligger syv kilometer fra Los Cristianos og cirka fire  kilometer fra Playa de las Américas. Her findes mange lækre butikker med blandt andet mærkevaretøj og indretningsartikler. Priserne på Tenerife er generelt lidt lavere end i Danmark, da øen ligger i et frihandelsområde, hvor man kun betaler syv procent  i moms.

9. Siam Park

Er man en ægte vandhund er Siam Park på den sydlige del af Tenerife ideel for en hyggelig familiedag. Det er Europas største temavandland, som er inspireret af Thailand. Her kommer man direkte ind i en eventyrlig og eksotisk verden fyldt med det gamle Orientens mystik. Der er mange forskellige vandrutsjebaner, sjove legepladser, Tropical River og en fantastisk kridhvid sandstrand.

10. Vandretur i Mascadalen

En af de flotteste vandreture på Tenerife begynder i den lille charmerende bjergby Masca.

Masca ligger på øens nordvestlige side og er længe blevet kaldt “den glemte by”, da der tidligere ikke fandtes bilveje hertil. Vandreturen fra Masca starter i byen og går ned gennem et forhistorisk og vildt landskab til man lander i bugten. Turen til bugten er ren nedstigning på cirka fem kilometer og tager omkring tre til fire timer at gå. Fra bundekan man enten gå tilbage til Masca eller tage en båd fra bugten til Los Gigantes.

 

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

1 af 9 Candelaria. (Foto: Colourbox)
2 af 9 Spækhuggershow i Loro Parque. (Foto: Colourbox)
3 af 9 Teide nationalpark. (Foto: Colourbox)
4 af 9 Park Pirámides de Güímar. (Foto: Colourbox)
5 af 9 La Laguna. (Foto: Colourbox)
6 af 9 La Orotova-dalen. (Foto: Colourbox)
7 af 9 Adeje. (Foto: Colourbox)
8 af 9 Mascadalen. (Foto: Colourbox)
9 af 9 Shoppingmulighederne i Playa de las Americas er virkelig gode. (Foto: Colourbox)
6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere