Topforsker: Ingen blev smittet på stranden sidste sommer

Tætpakkede strande vakte forargelse, men ingen blev smittet, siger epidemiolog

Mens Storbritannien stadig sloges med efterdønningerne af forårets virusudbrud, valfartede befolkningen til strandene i det sydlige England. Her er vi i Bournemouth i juli. Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix
Mens Storbritannien stadig sloges med efterdønningerne af forårets virusudbrud, valfartede befolkningen til strandene i det sydlige England. Her er vi i Bournemouth i juli. Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix

I Storbritannien bød sommeren 2020 på den ene hedebølge efter den anden.

Folk valfartede til strandene i Bournemouth og Christchurch i hundredtusindvis, mens lokale byrådsmedlemmer var ved at koge over af vrede.

Politikere kaldte de solhungrende briters opførsel for 'uansvarlig' og 'chokerende'.

Nu siger en britisk epidemiolog og rådgiver for Storbritanniens regering, at strandbesøgene ingen risiko udgjorde for udbredelse af coronavirus.

Det skriver flere britiske medier, herunder Guardian og Telegraph.

- Der er ingen udbrud knyttet til offentlige strande, siger Mark Woolhouse, der er professor ved University of Edinburgh.

- Faktisk er der ikke sporet et eneste coronatilfælde til en strand. Ikke nogensinde og ikke noget som helst sted i verden, af hvad jeg har hørt.

Phuket vil købe sig til forlomme i vaccinekøen

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Legendariske Bondi Beach i Australien blev lukket ned sidste vinter og genåbnet i foråret. Video: AP

Uberettiget ramaskrig
Den anerkendte professor talte til parlamentsmedlemmerne i den britiske genåbningskomite, som han selv er en del af. Han sagde også, at trods de store menneskemængder på strandene, var risikoen for supersprederbegivenhed så godt som ikkeeksisterende, skriver Guardian.

Mark Woolhouse hæfter sig ved, at man allerede i marts og april havde bevis for, at corona har dårlige betingelser i udendørs miljøer, hvor sollys og frisk luft fortynder virus, og man er mindre tilbøjelig til at røre ved inficerede overflader.

Derfor mener han også, at ramaskriget om de tætpakkede strande var uberettiget.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Solhungrende briter strømmede til Bournemouth, Christchurch og Poole og andre badebyer langs Dorsets kyst i det sydvestlige England sidste sommer. Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix
Solhungrende briter strømmede til Bournemouth, Christchurch og Poole og andre badebyer langs Dorsets kyst i det sydvestlige England sidste sommer. Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix
 

Guardian har også talt med Müge Çevik, der er læge og lektor i infektionssygdomme ved University of St. Andrews. Han fortæller, at kun omkring 10 procent af alle smittetilfælde kan kobles til udendørsaktiviteter, mens langt den meste smitte sker i folks hjem og på arbejdspladsen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Statens Serum Institut, men uden held.

EU-land siger nej: Vi vil ikke have vaccinepas