Tragisk ulykke: Par druknede på bryllupsrejse

Seks dage efter de gik ned ad kirkegulvet sammen, er de begge druknet under bryllupsrejsen i Sydafrika

Plettenberg Bay er en populær turistdestination. Det var på denne strand, at det nygifte par blev fanget af voldsomme bølger og understrøm. (Foto: Flickr/chenlondon)
Plettenberg Bay er en populær turistdestination. Det var på denne strand, at det nygifte par blev fanget af voldsomme bølger og understrøm. (Foto: Flickr/chenlondon)

Forelskede, nygifte og med hele livet foran sig – sådan tager de fleste par afsted på bryllupsrejse. Det irske par John Rodgers, 28, og hans kone Lynette, 26, var ingen undtagelse. Men det fælles liv som mand og kone blev ganske kort. Kun seks dage efter deres bryllup er de begge omkommet i en drukneulykke.

Se også: Så stor er risikoen for at blive syg i flyet

Parret var rejst til Sydafrika på bryllupsrejse. Kort efter ankomsten til feriedestinationen, Plettenberg Bay, øst for Capetown, var parret gået ned til stranden for at svømme en tur i havet. Under svømmeturen er de kommet i problemer, for senere finder en forbipasserende lokal mand liget af John Rodgers i vandkanten. Det skriver Daily Mail.

Se også: Hoteller sendte gæster nummer til sex-linje

Den nygifte kvinde bliver fundet 200 meter længere nede ad stranden. Læger udøvede hjertemassage og førstehjælp på stedet, men de blev begge erklæret døde. Det er Sydafrikas 'National Sea Rescue Institute', der har videregivet nyheden til de britiske medier.

– Det er sandsynligt, at de druknede. Betingelserne i havet ved kysten var meget voldsomme med stærk strøm, forklarer en talsmand fra Instituttet.

Havde ikke været gift i en uge
Parret blev viet i deres lokale irske kirke, First Presbyterian Church, i Holywood, Irland, lørdag 17. oktober 2015 og nåede derfor mindre end en uge sammen som mand og kone.

Det sidste venner og familie hørte til parret var en taknemlig hilsen fra parret på Lynettes facebookprofil.

– John og jeg vil gerne takke alle, der var med os lørdag og for alle lykønskningerne. Vi værdsætter det meget og havde den bedste dag nogensinde. Vi tager af sted i dag, så vi tales ved, når vi kommer hjem, skrev Linette.

Se også: På dette hotel kan du bestille alt – med emojis

Plettenberg Bay er en turistby med omkring 30.000 fastboende ca. 60 km øst for Cape Town. Fra november til januar er byen fyldt med turister. Havet i området er kendt for at være farligt med stærke strømme.

I 2010 omkom en nordmand i samme område, da han forsøgte at redde sin kæreste fra drukndøden. Under en svømmetur blev de begge fanget i stærk strøm og store bølger, og det lykkedes nordmanden at få reddet kæresten i sikkerhed. Han blev dog selv fanget af en stor bølge og omkom.

5 kommentarer
Vis kommentarer