TUI-fly forsinket et døgn: Kaptajnen er syg

168 passagerer kan ikke komme på ferie, fordi TUI ikke kan finde personale til flyet

Kevin, hans kæreste og datter har allerede været på Kreta en uge, og i går skulle de have haft selskab af hele deres nære familie. Men de sidder fast i København, mens TUI finder personale til flyet. Foto: Privat
Kevin, hans kæreste og datter har allerede været på Kreta en uge, og i går skulle de have haft selskab af hele deres nære familie. Men de sidder fast i København, mens TUI finder personale til flyet. Foto: Privat

Ved du noget om sagen? Send os et tip i en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

På Kreta sidder Kevin, hans kæreste og deres datter og venter på, at resten af familien på seks personer lander, så deres fælles familieferie kan begynde.

Men selskab i poolen og ved middagsbordet har lange udsigter, efter at TUI i går aflyste deres fly fra København til Kreta. Flyet skulle være afgået sen tirsdag eftermiddag klokken 17, men 20 minutter før boarding fik de mange passagerer at vide, at flyet ikke kunne afgå, fordi piloten var syg.

- Der var ikke engang en TUI-medarbejder ude i lufthavnen. Det var en stakkels SAS-medarbejder, som blev sendt ud for at fortælle, vi ville få besked en time senere. Klokken 18 kom han ud og sagde, at der ville gå en time mere, og omkring klokken 19 fortalte han, at han havde dårligt nyt, og en ny afgang først ville ske onsdag morgen klokken 7, fortæller Kevins svigerinde, Sheila, som skulle have været ned til sin søster, svoger og niece.

168 passagerer var booket på flyet, hvoraf flere af dem kom fra Jylland og Sverige.

- Det er en ærgerlig start for dem, der skal på ferie. Det er vi kede af, siger Christian Grandjean, pressechef hos TUI til Ekstra Bladet.

Han bekræfter, at det er sygdom hos piloten, der er årsag til den første aflysning.

- Afgangen er klokken 17. Burde man ikke have kendt til sygemeldingen tidligere på dagen?

- Piloterne har skiftende arbejdstider, så det kan være, meldingen er kommet lige inden en vagt starter, siger Christian Grandjean.

Personalet skal hvile
Uheldigvis kom flyet heller ikke i luften klokken 7 her til morgen. For nu var der pludselig ikke noget kabinepersonale.

- Jeg fik en sms ved midnatstid, at flyet klokken 7 var yderligere forsinket, og vi nu skulle regne med afgang klokken 14.30. Men klokken 8.30 her til morgen fik jeg en ny sms, at flyet nu har en ny beregnet afgangstid til klokken 15 grundet lovbestemt hvile hos besætningen, fortæller Anja Larsen - en anden passager, som skulle have været til den græske ø for lidt sensommersol.

- Kabinepersonalet skal hvile. De har fløjet noget andet inden, fortæller Christian Grandjean.

- Men hvorfor fandt I ikke allerede noget kabinepersonale i går, som ikke havde fløjet forinden?

- Vi skal både finde fly, slots i lufthavnen og personale, og det puslespil skal gå op, og det er det desværre ikke her, siger Christian Grandjean.

- Kan du garantere, at flyet kommer på vingerne klokken 15?

- Jeg kan ikke garantere det, men det er planlagt, siger Christian Grandjean.

Strandede passagerer på Kreta
På Kreta sidder der også strandede passagerer, som skulle være fløjet hjem i går med flyet, som nu foreløbig bliver 22 timer forsinket.

- Vi er sammen med mange andre turister strandet på Kreta med TUI. Vi skulle være fløjet herfra i går klokken 22.45, men da vi kom til lufthavnen, fik vi at vide, at vores fly var aflyst, da personalet var blevet syge. Så ventede vi to timer i lufthavnen og blev kørt til forskellige hoteller, hvor vi har sovet i nat, skriver Gitte i en mail til Ekstra Bladet.

Hun fortæller, at deres nye forventede afgang er klokken 20.30.

-  Vi aner ikke noget og sidder her med tre små børn og vil bare gerne hjem. Jeg har talt med TUI, som siger, vi bare kan være på hotellet, men at vi selv må sørge for mad og drikke. Vi skal tjekke ud klokken 12 og har lige fået at vide af receptionen, at bussen kommer klokken 17. Det er ikke godt nok TUI, skriver Gitte.

Se også: Få erstatning for dit forsinkede fly mens du venter i lufthavnen

- Hvilken erstatning tilbyder I passagererne for det døgn, de mister?

- Der er EU-bestemte regler som siger, hvad man er berettiget til, fortæller Christian Grandjean.

Se her, hvordan du er stillet som passager ved flyforsinkelser

British Airways, easyJet og Ryanair er blandt de flyselskaber, der er blevet undersøgt. Foto: AP Ferie - 27. aug. 2018 - kl. 10:00 Ny rapport: Sådan narrer flyselskaberne dig med smart trick

Her er du berettiget til erstatning for flyforsinkelse

Ifølge EU-lov EC 261 er man som flypassager berettiget til kompensation for flyforsinkelser, når følgende gælder:

* Din afrejse skal være foretaget senest for tre år siden.

* Du skal minimum være tre timer forsinket.

* Du har ret til erstatning, hvis forsinkelsen skyldes, at flypersonalet er blevet syg - men ikke hvis forsinkelsen skyldes, en passager er blevet syg, og flyet derfor må lande.

* Flyselskaberne kan påberåbe sig force majeure ved for eksempel vejrforhold, askesky, terrorhandlinger, som gør, du ikke er berettiget til erstatning.

* Størrelsen på kompensationen afhænger af rejsens distance, og hvorvidt ens flyrejse er inden for EU eller ej.

* Det er EU-loven, der gælder, så når du flyver fra Europa, er det ligegyldigt, om du flyver med et europæisk eller eksempelvist amerikansk flyselskab - og det gælder også for Norge og Schweiz.

- Hvis du derimod flyver til et land, der er medlem af EU, skal man flyve med et EU-flyselskab for at nyde beskyttelse af de passagerrettigheder, som EU-forordningen giver. Som forbruger er det vigtigt at være opmærksom på, hvem der faktisk gennemfører flyvningen (hvem der er operating carrier). Du kan for eksempel have købt billet hos det hollandske flyselskab KLM og tro, at flyvningen også foretages af KLM, mens det i virkeligheden er amerikanske Delta Airlines, der gennemfører flyvningen. Og i det tilfælde vil man ikke være omfattet af forordningen på rejser til EU.

* Efter to timers forsinkelse har man ikke ret til kompensation, men man har ret til forplejning på kortere distancer, mad og drikke - tit i form af en kupon. Det er bare at spørge flyselskabets personale i lufthavnen.

* Hvis dit fly aflyses mere end 14 dage før den planlagte afgang, så får du kun billettens pris refunderet, men hvis du får meddelelse under 14 dage før, så er der mulighed for at få kompensation sammen med refunderingen.

* Flyhjælps gebyr er 30 procent af kompensationen, du måtte få tilbage - uanset om din sag ender i retten eller ej. Hvis du ikke får kompensation tilbage, så er Flyhjælps arbejde gratis.

Kilde: Flyhjælp

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen