En saudiarabisk turist er for nylig blevet trampet ihjel af en elefant under en safaritur i Ugandas største nationalpark.
Det skriver The Guardian på baggrund af udtalelser fra de lokale myndigheder i Uganda.
Ulykken skete torsdag i nationalparken Murchisons Falls, da manden forlod det køretøj, der transporterede ham og hans venner rundt på safari i naturlandskabet.
- De stoppede undervejs, og da den afdøde gik ud af bilen, angreb en elefant ham og dræbte ham på stedet, udtaler Bashir Hangi, som er talsperson for den myndighed, der beskæftiger sig med det vilde dyreliv i Uganda.
Politiet efterforsker nu de konkrete detaljer i forbindelse med ulykken med henblik på at sikre, at lignende ikke gentager sig.
Det er ikke første gang, at de vilde dyr angriber mennesker i det østafrikanske land.
I 2018 angreb og dræbte en leopard en treårig dreng, som var søn af en kvindelig ansat, der patruljerede området i en anden safaripark, som ligger i den vestlige del af Uganda.