Turist sagsøger hotel for en halv million: Brandalarmen skyld i ægteskabsproblemer

En schweizisk turist har sagsøgt et amerikansk hotel, fordi han ikke kunne finde nødudgangen, da brandalarmen gik i gang

En schweizisk turist sagsøger et hotel, fordi brandalarmen gav ham tinnitus. Foto: Colourbox
En schweizisk turist sagsøger et hotel, fordi brandalarmen gav ham tinnitus. Foto: Colourbox

Der er vel nærmest ingen grænser for, hvad amerikanerne kan finde på at søge erstatning for.

For eksempel blev en 81-årig kvinde tilbage i 90'erne tilkendt intet mindre end 2,7 millioner dollar i erstatning, da hun i 1994 blev skoldet af kop varm kaffe på en McDonald’s-restaurant, mens en amerikansk windsurfer måtte tage hjem fra retten med uforrettet sag, da han i 2000 lagde sag an mod en anden windsurfer, som, han mente, havde 'stjålet hans bølge'.

Og nu har en 53-årig schweizisk turist valgt at afprøve det til tider bizarre amerikanske retssystem ved at sagsøge et hotel for intet mindre end 75.000 dollars, hvilket svarer til lige knap en halv million danske kroner, fordi hans ophold på hotellet - ifølge ham selv - er skyld i hans ægteskabelige problemer.

Det skriver Local Memphis.

Den schweiziske turist ved navn Hans-Peter Gauch og hans datter overnattede i oktober 2017 på hotellet 'Guest House at Graceland', som ligger lige over for Elvis' tidligere ejendom, Graceland, i den sydlige del af Memphis, Tennessee.

Ifølge retsdokumenterne, som det amerikanske medie har fået indsigt i, blev hotellets brandalarm udløst en morgen under faderens og datterens ophold.

Ifølge Hans-Peter Gauch forsøgte han og datteren derfor at forlade hotellet, men de kunne ikke finde nødudgangen - angiveligt fordi hotellet ikke havde skiltet godt nok.

Se også: Hotel beklager: Troede far var pædofil

Fløjte-lyd i ørerne
Hans-Peter Gauch valgte derfor at ringe ned til receptionen, hvor personalet efter sigende fortalte ham, at det var en falsk alarm, og at nødudgangene var tydeligt markerede, hvilket Gauch afviste.

Ifølge Gauch blev han og datteren derfor nødt til at blive på hotelværelset med hænderne for ørerne, da receptionen ikke tilbød dem yderligere hjælp til at evakuere.

Først efter en halv time stoppede larmen fra brandalarmen, hvorefter Hans-Peter Gauch begyndte at høre en 'fløjte-lyd' i sine ører. Derfor kørte han på skadestuen, hvor han blev diagnosticeret med tinnitus.

Da Gauch var tilbage i Schweiz tog han kontakt til en specialist, som sidenhen har bekræftet diagnosen, der efter sigende blandt andet har forårsaget søvnproblemer, smerter samt så mange kommunikationsproblemer, at han og hans kone nu er blevet separeret.

Derfor har den schweiziske turist - og hans kone, Magdalena Gauch - altså nu valgt at gå rettens vej og har sagsøgt hotellet for uagtsomhed samt manglende overholdelse af sikkerhedsprocedurerne, der står nedskrevet i brandreglementet.

Det amerikanske medie har været i kontakt med Pyramid Tennessee Management, som bestyrer det omtalte hotel, men de afviser at kommentere retssagen, før dommen er faldet.

Se også: Flyselskab sagsøgt i sexchikane-sag: Pilot delte nøgenbilleder af stewardesse

46 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere