Turistby forsvinder: Havet fortærer den dag for dag

Den brasilianske kystby Atafona er hjemsted for 36.000 mennesker. Nu står store dele af byen under vand

Turistby forsvinder: Havet fortærer den dag for dag

Engang var den brasilianske by Atafona et knudepunkt for vandglade turister, hvor havet og de mange badestrande lokkede mange besøgende til byen.

I dag er billedet dog et ganske andet.

Det, der engang var kystbyens mest attraktive attribut, er nu blevet dens undergang.

For i løbet af det sidste halve århundrede har havet fortæret byen stykke for stykke.

Havet fortærer huse
Atafona hører under kommunen Sao Joao da Barra, der ligger 250 kilometer fra den brasilianske storby Rio de Janeiro.

Byen huser 36.000 personer, der som følge af vandstigningen risikerer at miste deres hjem inden for den kommende årrække.

For ifølge nyhedsbureauet AP forsvinder omkring fem meter af byens kyst i gennemsnit for hvert år, der går. Indtil videre har havet slugt omkring 500 huse.

Det vurderes, at masseødelæggelse af Atafona sker som følge af de globale klimaforandringer.

Knuste drømme
For Júlia María de Assis har havet ikke kun hærget den by, hun er født og opvokset i. Det har også knust hendes fremtidsdrømme.

For 13 år siden besluttede hendes far sig for at bygge et hotel. Planen var, at Júlia María de Assis skulle overtage hotellet efter sin far, når tiden var inde. Men sådan blev det ikke.

For netop som byggeriet var begyndt, strømmede det ind med havvand. Hermed kollapsede bygningen sammen med familiens forventninger for fremtiden.

- Nu er det på bunden af Atlanterhavet, siger Júlia María de Assis til AP.