Normalt er Ipanema-stranden i brasilianske Rio de Janeiro verdenskendt for at være en af de mest populære strande i Rio de Janeiro.
Faktisk er den så populær, at den har sin helt egen Frank Sinatra-sang, 'Girl from Ipanema'. Men i øjeblikket er det hverken Frank Sinatra eller de letpåklædte smukke brasilianske kvinder, der trækker turister til den varme sandstrand.
Onsdag flokkede turisterne nemlig til stranden, fordi en 12 meter lang død pukkelhval var skyllet op i strandkanten.
Det skriver The Guardian.
Liget lugter
Ifølge marinebiolog Rafael Carvalho havde hvalen allerede onsdag været død et par dage, og derfor lugtede der ikke ligefrem af roser på stranden, men alligevel gik adskillige turister helt tæt på for at fortografere det enorme dyr.
Enkelte gik endda helt hen og rørte ved kæbebenet, som var faldet af og lå på sandet.
- Det er ikke muligt at sige, hvad der er sket. Det er temmelig nedbrudt, og det gør det vanskeligt at vide, hvad dødsårsagen kan være, siger Rafael Carvalho til AFP.
Den 12 meter lange og omkring 25 ton tunge pukkelhval bliver fjernet af en lastbil og derefter begravet.