Turister strømmer til verdenskendt klippe før den lukker

Klippeformationen Uluru lukker ned for turister 26. oktober

En stor gruppe turister forsøger at bestige Uluru, som også er kendt under navnet Ayers Rock. Foto: Ritzau Scanpix
En stor gruppe turister forsøger at bestige Uluru, som også er kendt under navnet Ayers Rock. Foto: Ritzau Scanpix

Folk valfarter til Uluru, også kendt som Ayers Rock, fordi de skal nå at bestige den røde klippeformation, inden den lukkes ned.

For at respektere landets oprindelige befolkning, aboriginerne, som anser bjerget for et helligt sted, besluttede den australske regering i 2017 at gøre det ulovligt at bestige klippen.

Se også: Kendt turistmål lukker: - Det er ikke en legeplads

Loven træder i kraft 26. oktober, og som datoen nærmer sig, strømmer flere og flere mennesker til.

- Jeg husker, at jeg som barn altid sagde, at jeg ville bestige det en dag. Nu hvor de lukker det, så tænkte vi, at vi lige så godt kunne tage herhen, mens vi stadig er relativt mobile, siger 52-årige Jeff Lis fra Melbourne til AAP, inden han skal en tur op af klippen.

12-årig pige faldt tyve meter ned
Selvom temperaturen når op på de 36 grader, så forsøger hundredvis af mennesker alligevel at bestige klippen. Men det er ikke ufarligt.

I 1964 byggede myndighederne et gelænder, som folk kan holde fast i, når de bestiger den stejle klippe. Men mindst 37 personer er døde i forsøget alligevel. Det skriver det australske medie News.Com.au.

Se også: Drejede forkert: Familie på ferie i Canada endte 14 dage i amerikansk detention

I denne uge faldt en 12-årig pige 20 meter ned, da hun sammen med sin familie skulle bestige klippen. Hun er uden for livsfare, men har skadet sin ankel, brækket en finger og fået adskillige hudafskrabninger.

De mange turister forarger
Mange australiere er blevet forarget over billederne af de mange turister, som forsøger at bestige Uluru. De mener, at det er respektløst.

Der er tydeligvis delte meninger om det. Andre australiere mener, at de har lige så meget ret til Uluru, som aboriginere.

Myndighederne har også meldt ud, at turisterne efterlader skrald og besørger oppe på klippen. Det er til deres store fortrydelse, da det er et helligt sted samt forurening går ud over miljø og dyreliv.

Der er også kommet meldinger fra folk, som glæder sig til lukningen, da de så vil kunne bestige klippen uden alle de andre turister. Det skriver News.Com.au.

Skørhedsskalaen er rykket op
I nationalparken Uluru Kata-Tjuta Park er medarbejderne ved at være godt trætte af de mange turister.

- I dette år er niveauet på skørhedsskalaen rykket op, siger rangeren Greg Elliot til AAP.

Han siger, at det ikke er farligt at bestige klippen, men det er folks farlige adfærd, der forårsager ulykkerne. I den seneste tid har han set flere tilfælde af forældre, som bar deres babyer op i rygsække eller skræmte børn, som er tvunget til at gå op med deres forældre.

Se også: Italiensk by advarer turister mod Google Maps

- Det kræver en del mere arbejde af os. Det her er alt for meget, så vi kan ikke udføre vores rigtige arbejde i øjeblikket. Vi har meget arbejde ude i parken, vedligeholdelse og naturbevaring, som vi ikke kan udføre, fordi vi skal have fokus på det her, siger rangeren Greg Elliot.

De lokale opfordrer stadig turister til at komme og se Uluru efter 26. oktober og lære mere om aboriginernes historie og kultur.

29 kommentarer
Vis kommentarer