Tvunget til at hælde 10 mio. liter fadøl i afløbet

Lukkede barer og restauranter tvinger nu Frankrigs bryggerier til at hælde øllene ud i afløbet

Ifølge Brasseurs de France kan det upasteuriserede øl ikke holde sig længe nok til klare sig gennem krisen. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
Ifølge Brasseurs de France kan det upasteuriserede øl ikke holde sig længe nok til klare sig gennem krisen. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

Mindst 10 mio. liter fadøl må efter alt at dømme lade livet som følge af coronakrisen.

Øllet skulle efter planen være solgt i barer og restauranter i Frankrig i disse måneder, men nedlukningen af landet har gjort det usælgeligt. Og en stor del af det kan angiveligt ikke holde sig, til barerne åbner igen.

Ifølge brancheorganisationen for franske bryggerier, Brasseurs de France, er det en af tidens store øltrends, der giver bagslag: Upasteuriseret øl.

Det skriver mediet RFI.

– Denne type øl er fyldt med humle, og hvis du gemmer den for længe – mere end to-tre måneder – vil smagen og aromaen forsvinde, skriver Brasseurs de France ifølge RFI i en pressemeddelelse.

Se også: Stort rejseselskab sælger igen rejser i Kina

Krisen har ramt bryggerierne
Frankrig har været lukket ned siden 17. marts, men allerede her var meget af øllen produceret, påpeger Brasseurs de France.

– Da vinteren nærmede sig sin afslutning, fyldte bryggerierne deres lagre med øl til den kommende sæson, som de siden ikke har kunnet sælge, skriver organisationen i pressemeddelelsen.

Ifølge RFI udgør de 10 millioner liter øl kun en lille del af den samlede mængde øl, som de franske bryggerier regner med at producere i år. Det betyder dog ikke, at krisen ikke kan mærkes.

7 ud af 10 har ifølge en undersøgelse blandt 300 medlemmer af Brasseurs de France mistet halvdelen af deres omsætning, skriver mediet. Hver fjerde gjorde i samme undersøgelse klart, at de havde været nødt til at lukke.

Se også: Flyselskab skrotter planer for verdens længste flyrute

56 kommentarer
Vis kommentarer