Tysk regel kan sætte en stopper for nattog fra Danmark

Tyskland kan vise sig at være en stopklods for planerne om flere nattog i Europa. Nu vil transportminister Benny Engelbrecht (S) drøfte situationen med europæiske kolleger

En tysk regulering kan nu stå i vejen for, at danskerne kan stige ombord på nattog i Danmark. Arkivfoto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
En tysk regulering kan nu stå i vejen for, at danskerne kan stige ombord på nattog i Danmark. Arkivfoto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

De danskere, som havde set frem til at køre sovende på europæiske skinner, må vente lidt endnu.

Planen var ellers, at de første passagerer på den nye nattog-ekspres gennem Europa kunne stige ombord senere på året. Men sådan bliver det formentlig ikke.

For forventningerne om flere natlige togture gennem Europa møder nu problemer i Tyskland.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Minister vil løse problemet
Den tyske regulering, som nu er en stopklods for de europæiske nattog, betyder, at togdrift på offentlige kontrakter ikke kan udbydes på lange ruter - netop de ruter, som der er behov for til nattogene.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at Trafikverket senest har offentliggjort, at der ikke er nogen bydere til nattogsruten Malmö-Bruxelles via den tyske by Köln.

De problemer, den tyske regulering forårsager, agter transportminister Benny Engelbrecht (S) nu at løse i samarbejde med sin svenske ministerkollega Thomas Eneroth.

- Vi er nødt til at have en dialog om det her på europæisk plan, hvis vi skal finde en løsning på problemet. Der er en stigende opmærksomhed på muligheden for at rejse i Europa, uden at det skal foregå i et flysæde, og det bør vi gribe.

- Jeg har haft en god snak med min svenske kollega, og vi er enige om, at vi har en fælles interesse i at sætte skub i nattogene og skabe de nødvendige rammer, siger transportminister Benny Engelbrecht ifølge pressemeddelelsen.