Tyske forældre stoppet af politiet i lufthavnen: Lod deres børn pjække fra skole

Forældrene kan nu se frem til en bøde på hvad der svarer til knap 7500 danske kroner, fordi de tog deres børn ud af skolen for at rejse på ferie

Tysk politi satte i pinse-weekenden hårdt ind over for forældre, der lod deres børn pjække tidligt fra skole for at rejse på ferie. Arkivfoto: Michael Probst/AP
Tysk politi satte i pinse-weekenden hårdt ind over for forældre, der lod deres børn pjække tidligt fra skole for at rejse på ferie. Arkivfoto: Michael Probst/AP

Mere end 20 tyske familier er angiveligt blevet fanget på fersk gerning af politiet i lufthavnen i forsøget på at tage forskud på den tre dage lange pinseweekend, der officielt begyndte den 19. maj.

Det skriver Der Spiegel.

De løftede pegefingre fra politiet er ifølge det tyske medie en del af en større indsats fra de tyske myndigheder i forsøget på at sætte en stopper for pjækkeri blandt skoleelever i dagene op til skoleferier, hvilket er et stort problem i Tyskland, hvor det er ulovligt at lade børn mellem seks og 16 år pjække.

Aktionerne i weekenden fandt sted i henholdsvis Memmingen lufthavn, Nürnberg lufthavn og München lufthavn, hvor betjente havde fået besked på at holde øje med familier, der rejste på ferie med børn i skolealderen.

Ifølge Der Spiegel blev ingen familier fanget i München, men hele 11 familier, der havde valgt at holde tidlig pinseferie blev fanget i Nürnberg og 10 blev fanget i Memmingen.

Selvom familierne blev taget i at lade deres børn pjække, fik de dog lov til at rejse afsted på ferie alligevel, fortæller en talsmand fra tysk politi til BBC:

- Det ville have været uforholdsmæssigt at tage børnene tilbage til skolen, da familierne havde betalt for deres ferier, siger talsmanden til det britiske medie.

Ifølge Der Spiegel vil alle 21 forældrepar få to uger til at forklare, hvorfor de hev deres børn uretmæssigt ud af skolen for at rejse på ferie. Hvis de ikke har en acceptabel forklaring, kan de se frem til en bøde på 1000 euro - knap 7500 danske kroner.

Se også: Udskældt mor til 12-årig, der rejste alene til Bali: 'Det er ikke vores skyld'

Sådan er det i Danmark
Herhjemme skal man ikke frygte at få en bøde, hvis man hiver sit barn ud af skolen for at rejse på ferie, men reglerne lyder dog, at man som forældre skal have en særlig begrundelse for at gøre det samt en godkendelse af skolen.

Men da TV2 tilbage i 2015 undersøgte, hvordan forældre oplevede 'ferie-godkendelsen' lød svaret nærmest samstemmigt fra de adspurgte forældre, at anmodningerne blev automatgodkendt, hvilket mediet derfor konfronterede næstformanden hos Danmarks Lærerforening, Dorthe Lange, med:

- Hvad skal vi næsten true med, spurgte næstformanden TV2 til spørgsmålet om, hvorfor lærerne ikke satte foden ned og afviste forældres bøn om fri udenfor skoleferierne.

- Vi har jo ingen sanktionsmuligheder. Vi kan kun opfordre forældrene til at lade være med at tage børnene ud af skolen uden for ferierne, og skolernes ledelse går mange steder ud og opfordrer til at have respekt for det fællesskab, som skolerne er, ligesom skolebetyrelserne mange steder bakker op. Den opbakning er vigtig, fortsatte Dorthe Lange.

Se også: Feriepjæk i England: Millionbøder for at tage børnene ud af skole

269 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere