Udbetaler 20 mio. for aflyste rejser: Dette land topper

Mange rejseaflysninger er fulgt i kølvandet på corona. Forsikringsselskab har lavet en optælling over, hvilke lande der topper listen

Spanien med det populære Costa del Sol topper suverænt listen over lande med flest rejseafbestillinger under corona. Arkivfoto: Colourbox
Spanien med det populære Costa del Sol topper suverænt listen over lande med flest rejseafbestillinger under corona. Arkivfoto: Colourbox

Pandemien har vendt op og ned på rejsebranchen. Flyselskaberne bløder, og rejsearrangørerne forsøger at finde hoved og hale i skiftende udmeldinger fra myndighederne.

Dette mærkes i forsikringsbranchen, der har haft mere end travlt med sager om rejseafbestillinger under pandemien. Forsikringsselskabet Alm. Brand har hjulpet godt 900 kunder med at håndtere afbestillinger af rejser til Spanien alene i perioden fra marts og frem til landet igen åbnede for danske turister sidst i juni - for så at blive orange igen 6. august.

Spanien i førertrøjen
Spanien er med den berømte solkyst og det varme klima danskernes foretrukne rejseland. Det var derfor også rejser til netop Sydeuropas førende turistmagnet, der blev hårdest ramt i månederne med skrappe coronarestriktioner.

Spanien topper nemlig suverænt listen over de lande, danskerne har måttet aflyse rejser til, viser en optælling fra forsikringsselskabet Alm. Brand.

- Vi har haft rasende travlt med at hjælpe vores rejseforsikringskunder i perioden. I starten var det hjemrejser og evakueringer, der fyldte mest, men i den seneste tid har det været afbestilling af ferierejser og flybilletter, der har domineret, siger skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen.

Andenpladsen, der imidlertid halter langt bagefter, går til naboerne i Italien. Her har forsikringsselskabet registreret 462 sager. USA indfinder sig på tredjepladsen med 332 tilfælde, viser tallene fra Alm. Brand.

Se også: Thailand genåbner: Men læs det med småt før du booker

Så meget koster afbestillinger
I perioden fra myndighederne farvede verden orange, og til der igen blev åbnet forsigtigt op for rejser hen over sommeren, har selskabet udbetalt hele 19,8 mio. kr. i erstatninger på rejseforsikringer.

- Det skyldes blandt andet, at vi i coronaperioden tilbød vores kunder at refundere deres flybilletter, hvis deres fly var blevet aflyst eller udsat. Det har mange benyttet sig af, fordi det viste sig at være overordentligt svært for kunderne at få pengene retur fra de enkelte flyselskaber, siger Brian Wahl Olsen.

Selvom der de seneste måneder er blevet mulighed for at rejse lidt igen, er travlheden ingenlunde væk i Alm. Brands rejseskadeafdeling ifølge Brian Wahl Olsen. De skiftende rejsevejledninger og nye lande på listen over dem, myndigheder fraråder rejser til, skaber fortsat travlhed med at yde hjælp til afbestillingerne.

Se også: Stadig grønt: Nu vil vi på ferie her

5 kommentarer
Vis kommentarer