5 romaner, du skal læse om London

Den engelske hovedstad er blandt de mest populære rejsemål, når danskerne tager på ferie – her er fem bøger, der gør dig klogere på Londons mangfoldighed

Natten gemmer på mange farverige fortællinger om den engelske storbys beboere i den fremragende bog 'Night Haunts'. Foto: Flickr/Mostaque Chowdhury
Natten gemmer på mange farverige fortællinger om den engelske storbys beboere i den fremragende bog 'Night Haunts'. Foto: Flickr/Mostaque Chowdhury

Overklassens by

'Mrs. Dalloway' af Virginia Wolf
'Mrs. Dalloway' af Virginia Wolf

I Virginia Wolfs klassiker ’Mrs. Dalloway’, der har dannet grundlag for filmen ’The Hours’, følger man hovedpersonen Clarissa Dalloway i løbet af en enkelt dag. Sideløbende kommer man til til at høre om tilfældige forbipasserende og folk fra hendes bekendtskabskreds, som hun holder et stort selskab for om aftenen.

Til sammen danner beskrivelserne fra en dag i Mrs. Dolloways liv et portræt af storbyen London i en tid, der stadig er præget af Første Verdenskrig.

 Bogen er oversat fra engelsk af Jørgen Christian Hansen og er udkommet på dansk på Forlaget Rosinante i 2004.

-----

Teenager-London

'Absolute Beginners' af Colin MacInnes
'Absolute Beginners' af Colin MacInnes

I denne kultklassiker af Colin MacInnes beskriver forfatteren den ånd, der opstod blandt den unge generation i 1950'ernes London. Bogen udspiller sig i 1958 i Notting Hill, hvor ungdommeligt oprør og multikulturalisme voksede ud af Londons efterkrigstid.

Det er samtidig en bog, der handler om at være teenager – et fænomen, der endnu var eksotisk og ukendt i 1959, da bogen udkom.

Gennem bogens jeg-fortæller, der netop er teenager, fortælles historien om Londons skiftende ansigter i en tid, hvor de første raceoptøjer fandt sted, og hvor de glade tressere ventede lige om hjørnet.

Bogen er udgivet af Allison & Busby og er ikke oversat til dansk.

-----

Nattens mulm og mørke i London

'Night Haunts - A Journey Through Nocturnal London' af Sukhdev Sandhu
'Night Haunts - A Journey Through Nocturnal London' af Sukhdev Sandhu

I bogen kaster Sukhdev Sandhu et poetisk blik på Londons mørkeste timer og de mennesker, der færdes i hovedstaden om natten.

Hvert kapitel fokuserer på en ny del af byens nattebeboere. Bl.a. følger man en særlig enhed i politiet, hvis opgave det er at spore kriminelle fra en helikopter, og man tilbringer en nat i Soho blandt frivillige samaritter på en vagt fra kl. 3 til kl. 8.

Man kommer også med på en søvnklinik, hvor patienterne håber at blive kureret for deres søvnløshed, og i et kloster på Bayswater Road, hvor nonnerne er forpligtet til at stå op hver nat og bede.

Alt sammen fortæller det om magien og mystikken, der opstår om natten i London.

Bogen blev udgivet i 2006 af Verso Books. Den er ikke oversat til dansk.

-----

Hus med historie

'The House by the Thames and the People Who Lived There' af Gillian Tindall
'The House by the Thames and the People Who Lived There' af Gillian Tindall
 

Meget tæt på den sydlige ende af Millennium Bridge i London ligger et lille, gammelt hus på Bankside nummer 49, hvis historie er historien om London i sig selv. Huset er helt tilbage fra begyndelsen af 1700-tallet, og i romanen fortælles historien om alle de mennesker, der har boet i huset, og historierne om alle de begivenheder, det gamle hus har været vidne til gennem årene.

Bogen er udgivet af Chatto & Windus i 2006 og er ikke oversat til dansk.

-----

Britisk Bangladesh

'Brick lane' af Monica Ali
'Brick lane' af Monica Ali
 

Den britiske forfatter Monica Ali, der er født i Bangladesh, blev i 2003 udråbt til at være en af de bedste unge britiske forfattere af litteraturmagasinet Granta Magazine, på trods af at hun endnu ikke havde fået udgivet noget. Senere samme år udkom så hendes debutroman ’Brick Lane’, der er opkaldt efter en gade af samme navn i hjertet af Londons bangladeshiske kvarter.

I romanen følger man Nazeen, en bangladeshisk kvinde, der flytter til London som 18-årig for at indgå i et arrangeret ægteskab med en 20 år ældre mand ved navn Chanu. Hendes første ord på engelsk er ’tak’ og ’undskyld’, men lige så stille tilpasser hun sig – ikke blot London, men også det etniske samfund omkring Brick Lane, som hun og Chanu bliver en del af. Alligevel er tilværelsen ikke helt, som hun havde kunnet håbe.

 Bogen udkom på dansk på Forlaget Lindhardt og Ringhof i 2004.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer