Sommerferie for en slik

Sov på sofa i Stockholm eller byt bolig med en amerikaner - uden at betale en krone

Få en gratis overnatning på en venlig sjæls sofa. (Foto: Colourbox)
Få en gratis overnatning på en venlig sjæls sofa. (Foto: Colourbox)

Det kan være en dyr fornøjelse at tage på ferie. Og specielt oven på december og julen kan det være svært at overskue, hvordan der mon nogensinde skulle blive råd til en sommerferie. Men der findes faktisk en række billige alternativer, så du kommer næsten gratis af sted på ferien.

For hvorfor bruge penge på et hotel, når du i virkeligheden bare kan bytte hus med andre familier? Eller låne en sofa hos folk et andet sted i verden?

Ferie giver dig her fire bud på, hvordan du får en gratis sommerferie. Der er masser af gode sommerferieoplever at hente, og de koster dig ingenting.

Surf dig til en sofa
Couchsurfing.com sætter rejsende over hele verden i forbindelse med hinanden ved at formidle muligheden for at overnatte på en sofa. Du opretter en profil på hjemmesiden og skriver lidt om dig selv. Når du ved, hvor feriedestinationen skal gå til, søger du blandt hjemmesidens profiler, der bor det sted, hvor du skal hen.

Du kan læse anbefalinger fra andre, der har overnattet på vedkommendes sofa, så du sikrer dig, at det bliver en god oplevelse. Couchsurfing er en rigtig god måde at lære den lokale kultur at kende på, fordi du netop kommer ind i hjemmet hos de lokale og lærer deres dagligdag at kende, frem for at overnatte på et hotel, hvor du umiddelbart kun mænger dig med turister.

Se mere på www.couchsurfing.com

Byt Bolig
Måske husker du den amerikanske chickflick-film 'The Holiday', hvor Kate Winslet bytter sit lille landhus i Surrey i England med Cameron Diaz' luksuriøse gigantvilla i Malibu i Californien. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men faktisk så er det lige præcis, hvad der kan ske for dig i den kommende sommerferie.

Byt bolig-konceptet, der især inden for det seneste årti er blevet mere populært, fungerer således, at du og din familie bytter jeres hus med en anden familie i en ferieperiode. Prisen for at låne familiens hus er, at de kan bo i dit hus, og på den måde har du anskaffet dig et ganske gratis feriehus. Byt bolig-konceptet har bredt sig ud over langt det meste af verden, så uanset om du har lyst til en uge i Tisvildeleje, Toscana eller Texas, så er der gode muligheder for at finde en familie, du kan bytte hus med.

Læs mere på www.homeexchange.com

Vandreferie i Sverige
I Sverige har de den kendte allemandsret, som kort fortalt går ud på, at du må vandre og slå dit telt op næsten hvor som helst, bare det ikke er alt for tæt på, hvor folk bor.

Det betyder, at du snildt kan drage ud på vandreruter i de svenske skove og slå dit telt op undervejs – ganske gratis. Blandt Sveriges næsten 400 forskellige vandreruter er den mest legendariske rute Kungsleden, der fører dig rundt i fjeldene i Europas sidste vildmark i Lapland. Denne rute, som strækker sig fra Abisko Nationalpark til Hemavan, byder på vilde bjerglandskaber, strømmende åer, brusende elve og bjergsletter. Naturen er helt fantastisk, men det er bestemt ikke en nem rute, så hvis du er på jagt efter en lidt mindre strabadsfyldt rute, er det måske en god ide at overveje Sydsverige, der byder på et lidt mere nybegyndervenligt terræn.

Her er vejret lidt varmere, og der findes mange gode regionale ruter i Skåne, Halland og Blekinge, der tilbyder mange varierende naturoplevelser.

Se mere om vandreferie i Sverige her: www.visitsweden.com

Cykelferie i Danmark
Transport og overnatning fylder ofte en stor del af feriebudgettet. Men begge dele kan gøres for ingen penge. Pak cyklen og drag ud i det danske landskab. Det er ganske gratis, og med sine 11.000 kilometer skiltede cykelruter er Danmark et perfekt sted at holde cykelferie. I Danmark har vi godt nok ikke allemandsret, som de har i Sverige, men der er alligevel masser af muligheder for gratis overnatning i telt.

I over 150 statsskove er det tilladt at overnatte i telt, hvis teltet blot er uden for syns-vidde fra beboelse og ikke kan ses fra vejen. Dog må du højst overnatte en nat og maksimalt slå to trepersoners-telte op. Du kan desuden også vælge at benytte dig af de mange shelters, som er sat op rundt omkring i Danmark. De fleste steder koster det ingenting, og andre steder skal du højst slippe 25 kroner for en overnatning.

Læs mere om cykelferie i Danmark på www.visitdenmark.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer