140 feriegæster strandet i Kastrup

En 75-årig gangbesværet mand har sammen med 140 andre rejsende ventet på at komme til Grand Canaria siden klokken fire i morges

Fra Primera Aris hjemmeside.
Fra Primera Aris hjemmeside.

140 passagerer i Københavns Lufthavn har ventet siden i morges på Primera Airs afgang til Grand Canaria.

- Der er ved at gå panik i folk, siger John Bülow på en mobiltelefonforbindelse til ekstrabladet.dk kort før klokken 19 - efter godt 13 timers ventetid.

Den 75-årige gangbesværede københavner mødte op i Kastrup lørdag morgen 04.15 for at være sikker på at nå afgangen 06.30 til Las Palmas.

- Men på startbanen fik vi at vide, at vi skulle tilbage igen, fordi der var problemer med en pumpe.

Siden da har John Bülow og de øvrige ca. 140 passagerer fået '3-4 forskellige beskeder'.

17 timers forsinkelse
- Da de fandt ud af, at pumpen ikke kunne laves, fik vi først at vide, at der vi skulle vente på et fly fra Spanien og så et fra Island.

Mens ekstrabladet.dk taler med John Bülow, dukker en ansat hos Primera Air i lufthavnen op med seneste nyt:

De 140 passagerer skal nu vente til klokken ca. 23, hvor et fly fra Warszawa ankommer til Kastrup - for derefter at fragte passagererne til Las Palmas.

En forsinkelse på 17 timer - hvis den ny plan holder.

Det har lørdag aften ikke været muligt at få en kommentar fra Primera Air.

Send dine 'forsinkelsesbilleder' fra lufthavnen til Ekstra Bladet på SMS 1224 (koster alm. SMS-takst)

0 kommentarer
Vis kommentarer