Advent i hvalens indre

Der kan sidde 12 mennesker i maven på blåhvalen på Nationalhistoriska Museet i Göteborg

Den udstoppede blåhval er åben, så publikum kan besøge dens indre på tre faste dage om året. Dog kan hvalens mave også åbnes ved særlige lejligheder, f. eks. ved jubilæer.
Den udstoppede blåhval er åben, så publikum kan besøge dens indre på tre faste dage om året. Dog kan hvalens mave også åbnes ved særlige lejligheder, f. eks. ved jubilæer.

Egentlig skulle verdens eneste udstoppede hval på Göteborgs Nationahistoriska Museet være åben, så besøgende kan komme ind i hvalen og få et godt indtryk af, hvor helt utrolig stor den egentlig er. Endda selv om det 'blot' er en babyhval på 16,5 meter.

Og sådan var det også i mange år, hvor 10-12 besøgende ad gangen kunne træde indenfor i hvalens mave. Der blev endda åbnet en lille cafe, som serverede kaffe og punch og som især blev mødested for turtelduer.

Desværre lod et ungt par sig rive med i en sådan grad, at den situation, man tog dem på fersk gerning i, var så intim, at den grænsede det blasfemiske. Så hvalens indre blev lukket med et brag.

Fundet for 146 år siden
I dag er rummet inde i den udstoppede hval derfor kun åbent tre faste dage om året: På Valborgsdag 30. april, hvert fjerde år, når Sverige har valgdag og så i weekenden 1. advent, hvor der samtidig er basar på Nationahistoriska Museet – i år er det således næste weekend, 25.-27. november.

Så kommer julemanden på besøg om lørdagen og søndagen for at sige goddag og skrive hilsner til de besøgende – også til Ekstra Bladet Feries læsere!

Skulle man komme forbi museet uden for hvalens 'åbningstid' er den alligevel et fascinerende besøg værd. 16,5 meter lang og 25 ton tung imponerer den i størrelse – og den er endda kun en unge!

LÆS OGSÅ: Fem stjerner til Danfoss Universe

Den blev fundet kl. ni om morgenen 29. oktober 1865 af de to fiskere Carl Hansson og Olof Larsson i en lille bugt syd for Göteborg. Her var den strandet på det lave vand og kunne ikke selv komme fri, fordi den var så tung.

Spændt godt op
Blåhvalen, som er en han, blev udstoppet og har været på udstilling i Stockholm, Hamburg og Berlin – den skulle faktisk også have været på til København, men det måtte opgives, fordi udstillingsselskabet gik fallit.

I 1923 fandt hvalen så sit blivende sted i Nationahistoriska Museet, som ligger højt på en bakketop i hjertet af Göteborg.

På den ene side i museets store udstillingshal står selve hvalen. Ved siden af står dens skelet – den er nemlig udstoppet over et træskelet. For at få hvalhuden til at sidde stramt og rigtigt er der brugt hele 30.000 zinksøm.

Bortset fra de ganske få åbningstider til hvalens indre, er der stort set ingen begrænsninger, når man aflægger hvalen et besøg.

Man kan tage alle de billeder, man vil – endda med blitz – og man kan røre ved hvalen, uden at der kommer en emsig museumsfunktionær farende.

Pas godt på ham
Det er fascinerende at gå langs med hvalen, virkelig fornemme den store krop og se, hvordan den er skåret op og nu alligevel virker intakt. Når man er inde i rummet i selve hvalen, kan man ikke lade være med at tænke på børneeventyrene om, hvordan det mon ville være at blive spist af en hval og havne inde i den.

'Var rädd om mig' – 'Pas godt på mig', står der på et lille skilt inde i hvalen.

Det skilt behøver faktisk slet ikke at være der. For hvalen går lige i hjertet.