'En dag bliver der bygget en jernbanetunnel mellem Skåne og Bornholm'. Så klokkeklar er indledningen på sitet bornholmstunneln.com. Föreningen Stöd Bornholmstunneln består af en gruppe beboere i primært Skåne og på Bornholm, der ønsker en fast forbindelse mellem solskinsøen og den svenske landsdel, der historisk er tæt knyttet til Danmark.
Men alle, der har en interesse i at gøre Bornholm landfast med Sverige og Dermed også Danmark via Øresundsbroen, er mere end velkomne til at melde sig ind og dermed skabe grobund for et solidt pres på politikerne i de to lande.
Der er dog 35 kilometer mellem Bornholm og Skåne. Til sammenligning er Øresundsforbindelsen, der består af både en tunnel og en skråstagsbro knap 12 kilometer lang.
Bornholmere og skåninger samme folk
Sekretær i Föreningen Stöd Bornholmstunneln, Keyo Ghettson, mener dog heller ikke, at det er noget, der kommer til at ske i dag eller i morgen. Men har tror fuldt og fast på, at drømmen en dag bliver til virkelighed, og fremtidens transport mellem Skåne og Bornholm ikke skal afvikles med forurenende færger eller fly.
- Er det realistisk med sådan en tunnel?
- Det kommer an på, hvem man spørger. Jeg tror det. Jeg tror, at Øresundsforbindelsen har været med til at ændre folks tankegang. Det er naturligvis argumenter for ikke at gøre det. Det er selvfølgelig meget dyrt, og der bor ikke ret mange mennesker på Bornholm. Men vi skåninger og bornholmere er samme folk, og vi kender hinanden.
- Og de nuværende færgeforbindelser er både langsomme og meget lidt miljøvenlige.
Lange udsigter
- Hvad er tidsperspektivet?
- Det er svært at sige. Vi vil arbejde for, at det sker inden for en overskuelig fremtid. Der har længe været snak om en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, men vi håber jo, at man i løbet af de næste årtier vil enten planlægge at bygge eller gå i gang med at bygge tunnellen mellem Bornholm og Skåne. Men vi er fuldt ud bevidste om, at det ikke kommer til at ske i den nærmeste fremtid. Men jo mere vi arbejder for det, jo større er chancen.
- Der er cirka 35 kilometer mellem Skåne og Bornholm. Hvad vil projektet koste?
- Det er dyrt. Jeg har hørt et beløb i omegnen af fem til ti milliarder kroner. Men det må du ikke hænge mig op på. Men der kommer i forvejen mange turister til øen, og jeg er sikker på, at det ville sætte gang i en helt anden trafik og integration. Det vil øge turismen og skabe mere mobilitet blandt pendlere.
Udgifterne endnu ikke klarlagt
- Hvem skal betale?
- Det er jeg vist ikke den rette til at svare på. Men der er jo forskellige måder at finansiere en tunnel. Enten kunn man lade dem, der benytter den, betale, som vi kender det fra Øresundsforbindelsen. Alternativt kunne den svenske og den danske stat tage sig af regningen.
Hvis du vil være medlem, skal du blot sende en mail til info@bornholmstunneln.com med navn och kontaktoplysninger. Det er helt gratis.