A380'er klippede halen af mindre passagerfly

Et sammenstød mellem verdens største passagerjet og et mindre Comair-fly gik hårdest ud over den lille

En superjumbo fra Air France klippede halen af et mindre fly fra Comair. (Foto: AP)
En superjumbo fra Air France klippede halen af et mindre fly fra Comair. (Foto: AP)

Det gik hårdt ud over haleroret på en mindre fly fra Comair i JFK-lufthavnen i New York, da det blev ramt af vingen fra verdens største passagerfly, et Airbus A380 fra Air France klokken 8.15 mandag morgen lokal tid.

Comair-flyet var netop ankommet fra Boston og var på vej mod gaten, da det blev ramt af Airbus-kæmpen, der var på vej mod runwayen for takeoff, oplyser Delta-talsperson Betsy Talton til CNN.com.

LÆS OGSÅ: Skudhul fundet i passagerjet

Flyene blev straks efter hændelsen omringet af brandbiler og redningsfolk.

En del af 380'erens vinge hang løst, ligesom bagenden på den mindre Comair-maskine også led større skade.

LÆS OGSÅ: To fly landede mens flyvelederen sov

Ingen passagerer eller ansatte kom til skade i forbindelse med uheldet. De amerikanske luftfartsmyndigheder undersøger nu sagen, og piloterne er blevet afhørt.

En CNN-journalist, som tilfældigvis var ombord på Airbus-kæmpen, der skulle være fløjet til Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris, noterede sig, at humøret blandt de mange passagerer, der måtte udskyde deres tur i et pænt stykke tid, var ganske højt.

- De begyndte at joke med det samme, da piloten fortalte dem, hvad der var sket.

- Men jeg tror, vitserne vil stoppe, når de finder ud af, at de kommer til at være fanget i lufthavnen i ganske lang tid.