Med ungerne på krydstogt

Alba på et og Wilma på to charmerede de andre passagerer, hvoraf de fleste havde alderen til at være deres bedsteforældre

Alba plasker i vandkanten i Haiti. Idyllen står i skarp kontrast til ødelæggelserne efter jordskælvet. Dem så vi ingenting til.
Alba plasker i vandkanten i Haiti. Idyllen står i skarp kontrast til ødelæggelserne efter jordskælvet. Dem så vi ingenting til.

Denne artikel er en del af Ekstra Bladets store krydstogt-tema

– Se, farmand. Mormors store skib.

Albas blå øjne er ved at trille ud af hovedet, da vi står på havnefronten i Fort Lauderdale.

At det skib, vi i familien har snakket så meget om det seneste halve års tid, skulle være så enormt, havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig.

Det havde vi andre sådan set hele ikke. Hverken hendes mor og far, hendes kusine Wilma, hendes onkel og moster eller hendes morfar og mormor, som er vores rejsepartnere.

Men den er god nok.

LÆS OGSÅ: Dansk firma sælger Disney-rejser

Freedom of the Seas er et af verdens største krydstogtskibe. Et 13 etagers monstrum, som den kommende uges tid skal fragte os, 3500 andre gæster og 1500 besætningsmedlemmer rundt i Det Caribiske Hav med pitstop på Haiti, Cayman Islands, Jamaica og i Mexico.

Klapvogns-ræs
Blandt de 5000 mennesker er altså lille Alba på snart to år og hendes ti måneder ældre kusine, Wilma. De to tøser er et særsyn på skibet, hvor langt hovedparten af gæsternes alder ligger omkring 60 år – præcis ligesom kusinernes mormor og morfar.

– Oh, how cute they are, siger adskillige, midaldrende ægtepar og stopper op, når Alba og Wilma kommer ræsende med deres små klapvogne gennem The Promenade, som er skibets hovedstrøg.

Tyskere, amerikanere – og ja, naturligvis japanere – fisker kameraer og iPhones frem og tager billeder af de to små krudtugler, som stort set ikke har andre jævnaldrende end hinanden.

Men her er også rigeligt at se til, og de savner bestemt ikke deres vuggestuer. For her på skibet keder man sig ikke. Heller ikke selvom mange af aktiviteternes målgruppe er den ældre generation – dvs. bingoaften på femte sal, vinsmagning på niende og vandyoga på 13. og øverste dæk.

Store maver
Netop hotellets tagterrasse er et par linjer værd. Her ligger solhungrende mennesker linet op langs et gigantisk poolområde med aktiviteter og underholdning.

Inden for behørig afstand er der selvbetjeningsautomater med softice og sodavand samt en restaurant, som aldrig sover. Her kan man kaste sit frådende gab over en buffet, der rummer alt. Alt! Også for børnene, hvis maver vokser sig godt store i løbet af ugen. Dog ikke lige så store som de fleste af skibets andre gæster.

For i modsætning til hr og fru Krydstogt, som slår mave under åben himmel, brænder kusinerne energiindtaget af i poolområdet.

Når de kommer til at plaske på en forbipasserende eller to, bliver de mødt af et overbærende smil. Børn er et særsyn på skibet, og det holder passagererne sig ikke tilbage med at fortælle.

LÆS OGSÅ: Fantastisk at se hvilken ø vi nærmer os

– Jeg savner mine børnebørn, når jeg ser jeres piger løbe rundt og lege, fortæller en stor, men meget flink herre i elevatoren.

Han tager den fra tredje til fjerde sal.

Dovenskaben længe leve. Sådan er det at være om bord på krydstogtskibet, hvor den største bekymring er, hvor man skal indtage det næste måltid.

Den bekymring slipper vi af med allerede den første aften. Her spiser vi på en kæmpe restaurant, hvor personalet alligevel får os til at føle os eksklusive. Ikke mindst fordi vi har de to små piger med.

I en afkrog af restauranten får vi et ottemandsbord med fantastiske tjenere. Der bliver kræset om pigerne, som var det kronprinsesse Mary og prinsesse Marie, vi havde med på slæb.

Stofservietter bliver lavet til tøjdyr, og maden kommer ind i ekspresfart. Men vigtigst af alt: Pigerne får lov at boltre sig og lege omkring bordet, så vi andre kan komme gennem de tre retter uden at stresse.

Den var ikke gået på en fin restaurant i det indre København …

'Den har jeg fået af manden'
Efter vores stop i Mexico har den ene af vores faste tjenere, Ruhit fra Indien, sågar været på land for at købe en lille håndlavet bil til Alba og Wilma.

Han har selv en datter i Indien på nogenlunde samme alder og viser stolt billeder af hende. En datter, han har været væk fra i ni måneder, men som han snart skal se igen, inden han nok en gang skal være væk fra hende i næsten et år for at servicere krydstogtfolket og tjene til familien i hjemlandet.

Den historie gør indtryk. Ligesom hele ugen. Også for de små, som nu er tilbage i den gængse trummerum.

– Den har jeg fået af manden. På mormors store skib, siger Alba hver aften, når hun skal puttes.