Italienske feriebyer overvejer turistskat

Turister i Venedig og Firenze kan fremover komme til at betale ekstra for at opleve byens seværdigheder

(Polfoto/ Magnus Persson)
(Polfoto/ Magnus Persson)

En ny turistskat bliver formentlig snart virkelighed for de millioner af turister, der besøger de italienske byer Venedig og Firenze.

En såkaldt "turistbillet" til en euro (ca. 7,50 kr.) per dag vil være et tiltrængt tilskud til den historiske bys budgetter, siger borgmester Giorgio Orsoni.

- Jeg tror, at tiden er inde til, at Venedig kan bestemme over sine egne finanser, siger Orsoni.

Dagen inden havde Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, sagt god for idéen om nye afgifter for turister i Venedig og Firenze.

Årligt rejser omkring 20 millioner turister til Venedig.

En del af byens 59.000 indbyggere demonstrerede i sidste uge mod det stigende antal turister i byen, de stigende priser og mod, at byen efter deres mening har udviklet sig til et Disney-lignende "Venedig-land".