Spansk rejsekaos er snart slut

Flere dages ventetid i de spanske lufthavne lakker mod enden for danske turister. Flere har dog mange timers venten i lufthavne foran sig

Apollo Rejsers gæster fik besked på at vente hele lørdagen i en stol i lobbyen. Først i nat fik de tildelt en seng. Nu er seneste besked, at gæsterne bliver fløjet hjem klokken 17.30. (Læserfoto)
Apollo Rejsers gæster fik besked på at vente hele lørdagen i en stol i lobbyen. Først i nat fik de tildelt en seng. Nu er seneste besked, at gæsterne bliver fløjet hjem klokken 17.30. (Læserfoto)

Der er godt nyt for de cirka 500 danske Star Tour-gæster, der har siddet fast i lufthavne på de canariske øer på grund af strejken blandt de spanske flyledere.

De kan nemlig vende tilbage til Danmark i aften, fortæller salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling.

- Problemet har været, at vores flypersonale skal overholde en hviletidsbestemmelse, så lige nu er de på hotel. Men de fly, vi har på de canariske øer, flyver hjem i aften, siger Stig Elling.

Han tilføjer, at også et enkelt fly, der er strandet i Portugal, er på vingerne senere i dag.

Har lånt fly
Endnu bedre ser de ud for de turister, der har ventet på at kunne få lov at komme af sted på ferie.

Da mange af Star Tours fly ikke vender tilbage fra Spanien før senere i dag, har rejseselskabet nemlig bedt om hjælp i nabolandene og har lånt fly, så flytrafikken ikke forsinkes yderligere.

- Alle gæster er kommet af sted, og vi forventer, at de godt 4000 danskere, der skal mod Spanien, kommer af sted til tiden, siger Stig Elling.

Han vurderer, at omkring 7-8000 danskere har været berørt af den strejke, som har lammet flytrafikken i Spanien i flere dage.

Fik seng at sove i
Også Apollo Rejsers gæster på Gran Canaria kan snart ånde lettet op. Laila Ruggaard, dansk feriegæst på Hotel Parque Cristobal på Playa de Ingles, Gran Canaria fik lørdag nat en seng at sove i, og nu er familien på vej til lufthavnen.

- Det var vigtigt, at børnene fik en god nats søvn. Vi har fået fortalt, at vi bliver fløjet hjem klokken 17.30, siger Laila Ruggaard til ekstrabladet.dk, som er glad for snart at vende hjem.

Ingen kontakt dagen igennem
Familein skulle have været kørt fra hotellet klokken ni lørdag morgen for at tage i lufthavnen og derfra hjem til Kastrup, men de blev bedt om at blive på hotellet og vente, fordi luftrummet over Spanien var lukket.

Lørdagen igennem ventede feriegæsterne - deriblandt mange småbørn - ved hotellets poolområde. De ventede på at få kontakt til deres rejsearrangør, Apollo Rejser, men alle forsøg på at komme i kontakt med bureauet eller en guide var forgæves, både for gæsterne og for hotelpersonalet.

Meldte sig syge
Strejken begyndte fredag, hvor flyvelederne begyndte at melde sig syge i protest mod nye løn- og arbejdsforhold.

Omkring 300.000 mennesker har i alt været berørt af strejken, der varede indtil lørdag eftermiddag. Her valgte regeringen at indføre undtagelsestilstand, hvilket betyder, at de strejkende flyveledere kan varetægtsfængsles og retsforfølges.