Den sorthårede mand smiler og rækker et kyllingespyd hen mod min snart treårige datter. Det er nat i Seoul, og restauranternes døgnbemanding gør klar til morgenens rykind.
Familiens rejse over syv tidszoner har sat sine spor i vores døgnrytme, ligesom nattens indtagelse af spiritus har sat sit spor hos de tre habitklædte mænd, der venligt hjælper mig med at bestille dumplings og stegte ris med grøntsager klokken to om natten... Og altså tilbyder min datter lidt kylling.
- How do you say 'thank you' in Korean? spørger jeg.
- Gamsa hamnida.
Et forbandet langt ord, der er svært at huske. Ærgerligt for jeg får brug for det under hele vores tre uger lange rejse i Sydkorea. Som da vi første gang betræder koreansk jord, og kaptajnen fra vores Boeing 747 siger:
- Welcome to Korea.
Eller når ældre damer og unge mænd springer til for at hjælpe mig med at bære børn eller kufferter op ad metroens lange trapper. Når restauranternes tjenere flytter rundt på indretningen, så en dansk børnefamilie med to klapvogne kan sidde bedst muligt. Når nogen stopper os på gaden for at hjælpe os med at finde vej, fordi koreanske hangul-bogstaver på gadeskiltene bare ikke gør det nemmere at finde rundt i en verden, hvor de færreste taler engelsk.
Når billetsælgeren vifter os foran en kø af asiatiske turister til Changdeokgung-templets engelsksprogede rundvisning, fordi vi er sent på den. Og næste rundvisning på engelsk er to timer senere. Gamsa hamnida.
Som at møde Laudrup
At rejse med børn i Sydkorea er som at have et ekstra pas, står der i min guidebog. Og ja, det føles lidt ligesom at være i selskab med en rockstjerne.
At have to små, lyshårede, blåøjede børn med sig er adgangsbillet til mange oplevelser i et homogent land, hvor det at se en blåøjet baby er en begivenhed på højde med at møde Michael Laudrup i Netto.
Flere steder 'kidnapper' de lokale børnene for at vise dem frem. Opmærksomheden er svært vanedannende, hvis man som forælder kan leve med, at man er stort set uinteressant - undtagen for de skolebørn, der pænt spørger om lov til at tage et billede af de høje, hvide turister.
Sukkerstads
For en sukkerforskrækket forælder er Sydkorea et rent mareridt - specielt hvis man har en 'børn spiser kun slik om lørdagen'-politik. Et lille fald, et skrabet knæ og en tåre på kinden medfører med garanti, at junior står med bolsje, slikpind eller andet sødt i hånden få sekunder senere.
Faktisk fik familiens ældste barn en del mandariner, vaffelis og chips, ja sågar en halv bagel.
Gavmildheden viser sig også under noget så uskyldigt som et restaurantbesøg, hvor chefen for det hele puster ballondyr op på stribe for at imponere børnene. Gamsa hamnida for ballonsnegl, sabler, æble og alle de andre kreationer.
De er ikke herfra
Sydkorea er noget så ekstraordinært som et tætbefolket land, der er nemt at rejse i selv med stor oppakning og et par gedigne klapvogne.
Her tager folk hensyn. De hjælper. Det er nemt at se, at vi ikke er lokalkendte, så alle gør alt for, at vores ophold skal blive uforglemmeligt.
Og hvis der er en ting, der har prentet sig i min hukommelse over denne rejse, er det hjælpsomheden.
Den vil jeg tage med mig næste gang, jeg ser en forvirret turist stå med et udfoldet kort over København og spørgsmålstegnene malet i panden.
