Hold nytår med ski' på i Beitostølen

I Beitostølen kan du hoppe ind i 2010 på slalomski, snescooter, snowrafting eller bare et brag af en fest

Hovedliften starter midt i Beitostølen, der siden 1960'erne er vokset fra nogle få, enlige huse til en knaldperle af et skisportsted. (Foto: Peter Christiansen)
Hovedliften starter midt i Beitostølen, der siden 1960'erne er vokset fra nogle få, enlige huse til en knaldperle af et skisportsted. (Foto: Peter Christiansen)

Det lange buffetbord bugner af hummere, laks, krebs, muslinger og tigerrejer. Tjenerne går rundt og skænker champagne og hvidvin op, mens værten, iført nationaldragt, hygger om gæsterne. I lokalet ved siden af pejsestuen spiller orkesteret op, og snart er gulvet fuldt af dansende - mange i smoking eller lang kjole - og inden vi får set os om, er klokken lidt i tolv.

Alle trækker udendørs, og kort tid efter brager det løs med raketter, fontæner og store batterier. Alle byens barer er åbne, og der festes overalt, så vi bliver hængende et par timer, inden fornuften får overtaget. I morgen venter endnu en skidag, og vi vil lige have et par timers søvn, inden det igen går løs på pisten.

Vi er til nytårsfest på et højfjeldshotel i Beitostølen, der ligger 225 kilometer nordvest for Oslo. På relativt få år er der opbygget en by med den smukke natur, skiløbet og sommeraktiviteterne som omdrejningspunkt. Stedet er så attraktivt, at byggeriet aldrig står stille; store, dyre bjælkehytter skyder op overalt, et shoppingcenter er under opførelse, og et par nye hoteller er projekteret.

To skiområder
En uge i Beitostølen går hurtigt, hvis man benytter sig af alle de muligheder, der tilbydes. De skimæssige udfordringer har dog sine begrænsninger. Man tager ikke til byen for at køre offpiste eller på sorte pukkelpister. Derfor er det især børnefamilier, som søger til Beitostølen.

De unge med behov for fart er dog på ingen måde glemt. Tæt på hovedliften har man netop opført en af Norges største funparker med 15 forskellige rails og hop, og få kilometer fra Beitostølen ligger Raudalen, hvor der er opført et skianlæg med en faldhøjde på over 350 meter og tre røde samt fem sorte pister. Her er der mulighed for at afvikle internationale, alpine konkurrencer, og i 2005 afholdt man verdensmesterskaber i telemark-ski.

Også langrendsløbere har optimale forhold med over 320 kilometer løjper, og i udkanten af selve byen ligger et World Cup-stadion til både langrend og skiskydning.

Selv om der findes andre destinationer med både flere pistekilometer og større faldhøjde, vender mange gæster tilbage til Beitostølen år efter år. Men hvad er det så, der gør stedet så specielt?

Tætpakket ugeprogram
Byen er meget smukt beliggende ved indgangen til Jotunheimen nasjonalpark, og Norges højeste bjerg, Galdhøpiggen, ligger relativt tæt på. Byens centrum er hyggeligt, og der er flere barer, som byder på afterskiing - ikke typisk norsk!

Bjælkehytterne er flotte og velholdte, og hotellerne byder på alt, hvad man kan ønske sig. For eksempel er byens største hotel, Radisson SAS Resort, kåret til Norges bedste højfjeldshotel de sidste to år i træk, og med et 25 meter langt svømmebassin, kæmpe fitnesscenter, spa-afdeling samt flere barer og restauranter er det forståeligt, at mange vælger at opholde sig her.

En tredje grund til, at gæster kommer langvejs fra, er de mange alternative aktivitetsmuligheder, som skiskolen arrangerer. Et kig på ugeprogrammet viser, at man kan starte mandagen med kælketur, fortsætte om tirsdagen med SMX-kørsel (snecykel) og fondueaften, inden man om onsdagen kan vælge mellem sneskovandring og snowrafting. Torsdag arrangeres familieslalom, og fredag er der børne-snescooterkørsel, mens weekenden byder på masser af konkurrencer.

Værd at vide
Arrangør af ture: Color Line.

Priseksempel: Syv dage i Fjellstølen Leiligheter med plads til fire personer fås i uge to til 5500 kroner inkl. overfart.

Afstand fra Oslo: 225 kilometer.

Alpine fakta: To områder med 360 meter som største faldhøjde. I alt 21 forskellige pister, hvor den længste er 1,5 kilometer lang. Fire stolelifte, tre tallerken- og en T-lift.

Liftkort: Seks dage koster 1100 kroner for voksne, 800 kroner for unge (7-15 år). Børn under syv år kører gratis.

Langrend: 320 kilometer løjper, der alle går tæt på byens centrum. Forbindelse til yderligere 2000 løjpekilometer.

Aktiviteter: Alpint skiløb og langrend. Kanefart, snowrafting, hundeslædekørsel, sneskovandring, snescooterkørsel med mere.

Hjemmesider: beitostolen.com, beito-aktiv.com, visitbeitostolen.com.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere