Sådan overlever du Piræus-havnen

Romantisk øhop i det græske øhav begynder i det kaotiske Piræus. Vi giver dig tip til, hvordan du får en god start på turen

Havnen summer af liv, lige inden færgen sejler ud fra Piræus. Hold hovedet koldt i varmen, så skal du nok få købt billetter og finde den rigtige færge. (Foto: Peter Bejder)
Havnen summer af liv, lige inden færgen sejler ud fra Piræus. Hold hovedet koldt i varmen, så skal du nok få købt billetter og finde den rigtige færge. (Foto: Peter Bejder)

Græske familier med store, uformelige kufferter haster mod færgen. Turister kigger sig undersøgende omkring. Hvor ligger nu det billetkontor, den venlige græker på hotellet fortalte om? Rygsækrejsende ligger og sover og tager tilsyneladende ikke notits af taxiers dytten og lastbilers af- og pålæsning af skibene. En mand blæser i sin fløjte og dirigerer trafikken, mens havnepolitiet forsøger at få de mange passagerer om bord, uden at det kommer til for mange skænderier.

Find den rigtige færge
Scenen finder sted i Piræus, Athen, der er udgangspunkt for øhoppere. Som turist kan man sagtens blive forvirret over den enorme havn og det liv, der udspiller sig her. Men den gode nyhed er, at det altid går godt. Man køber sine billetter og finder sin færge - læg mærke til rederiets navn og gå efter det anviste afgangsområde og/eller kig efter færgenavnet og rederinavnet på skorstenen - og snart kan man lægge Athens forurening og hektiske liv bag sig.

Når man først er om bord, kan man gøre som de andre turister. Haste op på dækket, flå det meste tøj af og finde solbrillerne og solcremen frem. Eller man kan gøre som de kloge grækere, der ryster på hovedet ad turisternes hang til sol og i stedet gemmer sig i det airconditionerede cafeteria.

Ligegyldigt hvad du vælger: Ferien er i gang.

Mere info: pireas.com Web til færger: gtp.gr

Sådan kommer du frem
Hvis I kommer med fly fra Danmark til Athens lufthavn og ikke kan holde tanken om en smuk, men varm og forurenet storby ud, kan I hoppe på bussen, der kører direkte til Piræus.

Den har nr. X96. Billetter købes i den lille kiosk lige uden for ankomsthallen. Turen koster cirka 40 kroner.

Man kan også tage metroen fra både lufthavn og centrum. Turen ind til centrum koster cirka 90 kroner. Den videre tur koster cirka 10-15 kroner.

En taxi fra Athens centrum (Plakaen) til Piræus koster cirka 130-160 kroner.

Nyttig info før afgang
Tommelfingerreglen er: En hurtigfærge/katamaran (for eksempel: ww.dolphins.gr) er dobbelt så hurtig som en almindelig færge, men også dobbelt så dyr. Desuden sidder man indenfor i flylignende sæder og kan ikke nyde solen og blæsten.

Hård blæst fører ofte til aflysninger, så planlæg ikke hjemrejsen til sidste øjeblik, før dit fly skal bringe dig hjem.

Spørg jer for mere end én gang om priser, afgange og destinationer på de mange små billetkontorer i Piræus. Nogle ansatte vil gerne lokke rejsende til den ø, de selv kommer fra.

Normalt kan man blot troppe op en time før afgang og købe billet, men vær opmærksom på, at der i højsæsonen (juli og august) kan være kamp om billetterne i weekenderne.

GA Ferries er kendt for at have gamle og langsomme færger. Eksempelvis tager det otte timer med GA Ferries til Paros fra Piræus, mens andre rederier er fire timer om samme strækning. Find andre rederier.

Sikkerheden på færgerne har været stærkt kritiseret, men efter en alvorlig ulykke i 2000, hvor cirka 80 mennesker omkom, er der blevet strammet markant op.

Slå tiden ihjel
Hvis man skal slå et par timer ihjel i Piræus, skal man ikke fortvivle. Det er et fascinerende sted, og der er masser at foretage sig.

Der er fodbold og basketball på højt niveau, idet storklubben Olympiakos har til huse i Piræus.

Der er gode museer, både et marinemuseum og et arkæologisk museum.

Når solen varmer i Piræus, byder Athens riviera på glimrende strande. Alternativt kan man tage til De Saroniske Øer, der kun ligger et olivenstenkast fra Piræus. Égina ligger tættest på.

Overnatning og mad i Athens centrum? Så kan Hotel Metropolis ( www.hotelmetropolis.gr) varmt anbefales. I Piræus er Hotel Acropole ( www.acropole-hotel.com) et godt bud. Der er masser af gode spisesteder i Piræus, både på selve havneområdet og i byen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen