Snup en julebid af Skåne

Hvis du er til gammeldags julehygge med et gran af nostalgi og herlig stemning, så tag et smut til Bosjökloster

Det kræver sin mand at stå imod julefristelserne af enhver slags. (Foto: Lars Bang)
Det kræver sin mand at stå imod julefristelserne af enhver slags. (Foto: Lars Bang)
Allerede her ved indgangen til Bosjökloster bliver vi grebet af stemning, mens vi træder i det knasende perlegrus og går mod klosterbygningerne med de juleoplyste vinduer. Julestemningen nærmest vælter ud i hænderne på mig. Indenfor har festklædte skåninger taget plads bag salgsboder med julefristelser af enhver slags.

Små nisser skåret ud i træ kravler op og ned ad et stort bord ved siden af strikkede uldvanter, og på et bord ved siden af sidder de dejligste, håndlavede dukker i polstret stof, og de er faktisk så søde, at næsten alle må hen og røre ved dem.

Æblesaft kontra øl
Her er alt, hvad der hører til en ægte skånsk jul. Faktisk er de nydeligt anrettede boder i de små fløjstuer meget lokale i deres udvalg, og det er en fornøjelse at slippe for alt muligt skrammel, som slet ikke hører julen til.

Det kan altid opsøges på et af de danske kræmmermarkeder, der hærger sommeren igennem.

Bosjökloster har i alt fire bygninger med indendørs juleboder. Her i bygning nummer to glimter boderne om kap med glas og perler og lækre smykker.

Glas er en af Sveriges helt store traditioner og stoltheder, og det er derfor også nærliggende, at der er boder med smukke glasting i mange farver.

I en anden afdeling af slottet er der stuvende fuldt med skånske delikatesser, og en tur rundt i dette univers giver hurtigt appetit til ganen. Jeg går og gnasker på en stump svensk landpølse med enebær, da jeg får stukket et glas æblesaft i hånden.

Svenskerne kan også noget med æbler, og hvor vi danskere har en kold pilsner, har svenskerne et glas æblesaft. Jeg ved ikke, hvad der er bedst, men det virker rigtigt i situationen.

Ved siden af står en mand ved et tårnhøjt bjerg med store runde svenske knækbrød. Jeg knaser et stykke. Ved siden af er der en fornem bod med hjemmelavet konfekt, og ved siden af den bugner en anden bod med kager.

Hele bygningen dufter simpelthen af jul og knas, og jeg glæder mig over, at Bosjökloster også har en café med julebuffet og juleøl. Et lille hvil gør godt efter et par timer mellem glaserede æbler og svenske julebukke.

Trommer med bare tæer
Bosjökloster har anlagt julemarkedet, så du som gæst ikke føler dig klemt mellem ihærdige sælgere og bjældeklang. Stedet formår virkelig at skabe en ægte, traditionel og gammeldags julestemning.

Det er en rar oplevelse at gå rundt mellem boderne inden døre, og det er direkte stemningsfuldt at bevæge sig rundt i slotsparken - også selv om julemanden kommer forbi og sætter sig op på en kane med heste foran.

Det er bare at køre med og eventuelt stikke hovedet ind i slotskirken, hvor der er julekoncerter flere gange om dagen.

Der er nu ganske rart derovre i Sverige og måske allerbedst i julen. Jeg kommer igen i år.
1 af 2 Bosjökloster udgør en perfekt ramme for julemarkedet. (Foto: Lars Bang)
2 af 2 Det kræver sin mand at stå imod julefristelserne af enhver slags. (Foto: Lars Bang)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere