Eventyr i Lübeck

Der er masser af oplevelser for børnene på julemarkedet i den charmerende tyske by

Lübecks julemarked indtager hele den historiske plads mellem Marienkirche og det gamle rådhus. (Foto: Jytte Flamsholt)
Lübecks julemarked indtager hele den historiske plads mellem Marienkirche og det gamle rådhus. (Foto: Jytte Flamsholt)

En lille pige trækker utålmodigt i sin mors behandskede hånd. Kom nu. Et hastigt blik ned til pigen. Jo, men mor skal lige have drukket sin Glühwein.

Mor og barn forsvinder bag Marienkirche i Lübecks fredede centrum, hvor boder smyger sig rundt om de gamle røde mursten. Indenfor ligger et sæt kirkeklokker smadrede og stendøde på gulvet, hvor de faldt, da de styrtede ned under et bombardement under Anden Verdenskrig.

'Nah, endlich'. Mor og datter er nået om til eventyrskoven på den anden side af kirken, hvor de begge peger og snakker og falder i staver over kendte tableauer fra Grimm-eventyr som 'Snehvide og de syv små dværge' og 'Den bestøvlede kat'.

For Lübecks julemarked er absolut børnevenligt. Bortset fra, at der kan blive en voldsom trængsel, især i weekenderne, fordi det traditionsrige marked lokker så mange besøgende til.

Og så kan det naturligvis være svært at vriste mor fri af Glühwein-koppen, når nu kroen, kirken og eventyret ligger så tæt på hinanden.

Når du alligevel er kommet til Lübeck, skal du sikkert ind til Niederegger-marcipan-supermarkedet over for rådhuset og have forsyninger med hjem. Men du skulle også tage trappen op over supermarkedet og smage på en af de lækre kager, de serverer deroppe. Prøv for eksempel marcipanlagkagen. Uhmm!

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere