Sådan forløber rejsen

Dag 1: Vi flyver fra Kastrup onsdag 31. marts kl. 11.25 og lander i San Antonio kl. 20 lokal tid og kører til byens populæreste hotel, Drury Plaza Riverwalk.

Dag 2: Sightseeing og udflugt til to af USA's kendteste attraktioner: The Alamo og The River Walk.

Dag 3: Heldagsudflugt med stop i San Marcus – kendt for sine lave priser på mærkevarer og elektronik.

Mulighed for frokost på egen hånd på ’Gristmill River Restaurant & Bar’ i Gruene (udtales Green). Aftenen tilbringes i Texas ældste dansehal, legendariske Gruene Hall, kendt fra biografhittet ’Michael’, med John Travolta som engel.

Dag 4: Til fri afbenyttelse, inden vi sidst på eftermiddagen kører nordpå til rodeo i Bulverde, hvor dygtige ryttere viser os deres færdigheder med efterfølgende dans under åben himmel.

Dag 5: De kommende dage er med cowboyhatte og andet udstyr i ’Cowboy Capital of the World’ – Banderas – med kolde øl på saloonen ’Arkey Blue’s Silver Dollars’ med savsmuld på gulvet.

Så er vi klædt på til to dages ranchferie hos storfamilien Hicks på Mayan Dude Ranch. Vi indlogeres i rustikke cowboyhytter i det naturskønne område med to daglige ride- eller vognture. Der er fuld forplejning. Glæd jer til store, saftige steaks samt rideturen ud til cowboy breakfast i den smukke natur. Selv for uøvede ryttere er der alle muligheder for fine rideoplevelser.

Dag 6: Vi udforsker dyrelivet og møder måske bæltedyret. Ranchens cowboys vil lære os nogle af deres trick, og om aftenen hygger vi os i Mayans saloon med øl og vin.

Ranchen har swimmingpool til en dukkert, og der mulighed for fiskeri i den nærliggende Medina River.

Dag 7: Check-out ved 13-tiden til ca. fem kvarters kørsel til Fredericksburg ’deep in the heart of Texas’. Den er grundlagt af tyske nybyggere, og den er en hyggelig shopping-by med brede gader. Vi skal bo på Frederiksburg Inn & suites i gåafstand til Main Street.

Dag 8: Vi fortsætter mod Llano med med frokost på Cooper’s Old Time Pit Bar-B-Que, der har ekspræsident George W. Bush som stamgæst. A propos præsidenter, kører vi ind på Lyndon B. Johnsons ranch, hvor han traf mange vigtige beslutninger.

Aftenbesøg i minibyen Luckenbach med bondeknolds-idyl. Den blev berømt, da Willie Nelson og Waylon Jennings i 1970’erne hittede med sangen ’Luckenbach Texas’. Vi tilbringer muntre timer under egetræer ved den charmerende kombination af posthus, butik og saloon.

Dag 9: Farvel til vores nye venner. Vi kører til lufthavnen i San Antonio og flyver hjem 13.00 via Atlanta.

Dag 10: Forventet ankomst til Kastrup kl. 09.25.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere