Tag sporvognen i Lissabon

Det gammeldags befordringsmiddel er den helt rigtige måde at komme rundt i Portugals hovedstad på

Der er som regel ikke over 15 minutter mellem to afgange af 28'eren - turisternes favorit-rute. (Foto: Peter Bejder)
Der er som regel ikke over 15 minutter mellem to afgange af 28'eren - turisternes favorit-rute. (Foto: Peter Bejder)

Spor og skinner hyler og piber. Bremserne hviner, og stopklokken klemter. Med besvær lykkes det igen vognstyreren at få sporvognen sat i gear, og en rejse ad smalle, snørklede og stejle gader tager sin begyndelse.

En 13-14 årig dreng hopper i farten på sporvognen og hænger udenpå på bedste ghetto-manér. Han får en gratis tur, og ingen passagerer besværer sig. Vognstyreren trækker da også kun på skuldrene.

Det lyder som noget fra en svunden tid. Der er masser af sporvogne med sæder og indretning fra oldemors tid i den moderne millionby Lissabon. Men de fungerer, og det så godt, at danskere med år på bagen formentlig vil drømme sig tilbage til dengang, da sporvogne var en del af den kollektive trafik.

Det er sporvogne stadig i Portugals smukt beliggende hovedstad. Det synes paradoksalt, fordi Lissabon i sin tid blev bygget på syv høje. Men dagligt skramler, rasler og snegler sporvognene sig op og ned ad højene i skarp konkurrence med biler, scootere og motorcykler. Frem kommer de, og den oplevelse bør man unde sig selv.

Tag 28’eren
Nord for det store torv, Praça do Comércio, kan man i Rua da Conceiçao springe på linje 28, der kører mod øst. Ad stejle og smalle gader - hold hoved og hænder indenfor, for husene er tæt på - kører man forbi kirken Santo António (Lissabons mest populære helgen blev født her), katedralen (Sé) og gennem det maleriske kvartér, Alfama, til endestationen Martim Moniz.

Fra endestation til endestation kan turen vare ca. en time, men rejsetiden afhænger helt af, hvor mange biler der holder på sporet! En parkeret bil på skinnerne kan bringe selv den mest besindige, portugisiske sporvognspassager i affekt, mens vognstyreren synes at tage tingene, som de kommer. Med en for stressede nordboere imponerende og irriterende tålmodighed.

Det anbefales at stå af 28'eren i Alfama - en labyrint af middelaldergader, hvor man let farer vild. Inden man bevæger sig ind i kvarteret, bør man dog gå hen til udsigtspunktet Miradouro de Santa Luzia, hvorfra der er en formidabel udsigt over Tejo-floden.

Vin, mad og folkevise
Lissabons gamle borg, Castelo de Sao Jorge (adgang: 5 euro), byder også på en flot udsigt. Men den er helt anderledes end fra udsigtspunktet, og øjnene søger mod centrum, Baixa, der er fyldt med store, åbne pladser.

Når mørket falder på, er det tid til at sætte kursen mod Alfamas fado-huse. Som sporvognen har Lissabons berømte fado godt 100 år på bagen.

Fado er en form for folkevise, og ordet betyder 'den uundgåelige skæbne'. Allerede beskrivelsen giver dig måske et indtryk af, at sangene handler om smerte, længsel, lidenskab og ulykkelig kærlighed. Og det er sandt, selv om der også findes sange med tekster om Lissabons skønhed og storhed.

Når lyset slukkes, træder en sortklædt kvinde - fadista - ind på scenen, og til akkompagnement af guitarer synger hun (det kan også være en mand) med lukkede øjne om fortvivlelse og længsel efter det uopnåelige.

Til de fleste gæsters store fornøjelse. Men kun de fleste. Der findes turister, der hader fadoen og kalder den en klagesang uden melodiøst indhold.

Stol ikke på dem! Et besøg i Lissabon er ikke fuldendt uden Fado de Lisboa i Alfama, selv om det kan være relativt dyrt. De fleste fadohuse kombinerer mad, vin og fado, og det er dyrere at spise her end andre steder.

Efter en aften hos en fadista er det på tide at komme ned på jorden til sporvognene igen. Men der er faktisk tre sporvogne, der kører på en lidt anden måde end de gængse. Det er de såkaldte elevadores, der nærmest glider eller hæves op og ned ad stejle høje.

Disse elevadores er specialbyggede. De er 'skæve' og kan faktisk kun køre op og ned - ikke vandret.

Ved Praça dos Restauradores kan man tage Elevador da Glória (dagligt kl. 7-24), der er fra 1885 og den næstældste af de tre.

Snup 15’eren
Populært hedder Lissabon 'havets hovedstad'. Man kan få indtryk af hvorfor ved at snuppe en af de moderne sporvogne - nr. 15 - og sætte kursen mod Belém ca. 6 km vest for centrum. Her ligger Belém-tårnet (1500-tallet), der både var fyrtårn og fæstning, hvorfra man holdt udkig med fjender.

Belém er et prægtigt område. Begynd ved Opdagelsernes Monument der blev opført til minde om landets opdagelsesrejsende - Henrik Søfareren, Vasco da Gama m.fl. - der lagde fundamentet for Portugals kolonitid.

Sæt derefter kursen mod det imponerende Jerónimos-kloster, der er på UNESCO's verdensarvs-liste. I gåafstand ligger præsidentpaladset, hvor man kan se vagter og evt. vagtskifte.

En lidt overset perle er Centro Cultural de Belém, der huser den fortræffelige samling Berardos Museum for Moderne og Samtidig Kunst. Der er gratis adgang til museet, hvor bl.a. Picasso og Warhol er repræsenteret.

Og når man er mæt af oplevelser og vil tilbage til centrum, kommer der jo altid en sporvogn til.

Kvik-facts
Land: Portugal

Verdensdel: Europa

Sprog: Portugisisk. En del taler engelsk

Tidsforskel: Stil uret en time tilbage ved ankomst. Portugal har sommertid på samme tidspunkt som os.

Få mere at vide: portugalnyt.dk (glimrende site!), visitlisboa.com,

visitportugal.pt og portugalvirtual.pt

Valuta: euro

Rundt for en 10’er
En enkeltbillet til en sporvogn koster 1,40 euro (10 kr.) og kan købes hos vognstyreren. Men man kan købe kort, der gælder i en eller flere dage og til busser, metro (metrolisboa.pt), gade-elevatorer (som Elevador de Santa Justa) og sporvogne. Køb et sådant i kiosker eller på en metro-station. Så sparer man penge.
Du kan læse mere på trafikselskabets hjemmeside: carris.pt

Vejen dertil og rundt
Fly: Tap Air flyver fra København til Lissabon. Jyder, fynboer og andre godtfolk kan tage af sted fra Hamborg. Tap Air: flytap.com

Søgemaskiner: En af mange gode søgemaskiner til flybilletter er travelstart.dk

Rundt i Lissabon: Næsten ikke ét ord om sporvogne her, men der er også gode busforbindelser i Lissabon, ligesom hovedstaden har en glimrende metro.

Sightseeingture kan fås med både sporvogne og busser. De afgår fra Praça do Comércio.

Taxi: Det er billigt - ca. en tredjedel af prisen i Danmark.

Pristjek
Så meget koster

En (lille) øl: fra ca. 12 kr.

En kop kaffe: fra ca. 4 kr.

Overnatning: fra ca. 250 kr. for to personer.

Hovedretter på restauranter ('dagens ret'): fra ca. 45 kr.

Minusser
- Du er ikke den første turist, der har fundet ud af, at det er sjovere at køre med linje 28 end at tage sightseeing-sporvogne. Og du bliver heller ikke den sidste. Så se at komme af sted tidligt eller vent til sidst på eftermiddagen.

- Lommetyve har fundet ud af, at turister kan lide 28’eren, så pas på dine værdier!

- Stejle gader, brosten, sporvognsskinner m.m. gør, at Lissabon desværre ikke er særlig handicapegnet.

Smag klipfisken
I centrum er der uanede muligheder for restaurant-besøg. Fra små steder med dagens ret (Prato do Dia) - der typisk koster 5 euro (37 kr.) - til dyre og fancy restauranter.

Så tæt på havet bør fisk og skaldyr naturligvis være en del af ferien - også selv om tilbehøret kun sjældent er verdensklasse. Det udgøres som regel af pommes frites, og salat skal tit bestilles særskilt.

Man bør ikke forlade Lissabon uden at have smagt nationalretten, bacalhau, der er klipfisk. Den fås i talrige variationer.

Et særligt transport-middel
Fra Lissabons centrum, Baixa, kan man tage et af Europas mere specielle transportmidler til bydelene, Carmo og Bairro Alta.

Når man kigger på den 45 m høje gadeelevator, er man næppe i tvivl om, at det er en af Eiffels elever, der stod bag konstruktionen fra 1902. De to medrejsende teenagetøser døbte den meget præcist ’Dragen’, og det var et fint mødested og orienteringspunkt for dem, når endnu en butik skulle udforskes.

Der er ingen grund til at tage gadeelevatoren tilbage. Det er let at gå ned fra Bairro Alta!

Bliv klogere
Medbring 'Turen går til Lissabon' (Politikens Forlag 2007). Sportugale vil formentlig studse over, at klubholdet Benfica vandt EM to gange i begyndelsen af 1960’erne, men ellers er bogen en guldgrube af indsigt. Forfatter Nina Jalser kender Lissabon til mindste baggård og øser af sin viden.

Du kan få glimrende brochurer om byen ved at skrive til Portugals Handels- og Turist-kontor: visitportugal@icepcopen.dk

1 af 2 En aften i Lissabon er ikke fuldendt uden fado. (Foto: Peter Bejder)
2 af 2 Der er som regel ikke over 15 minutter mellem to afgange af 28'eren - turisternes favorit-rute. (Foto: Peter Bejder)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere