Smag på Gran Canaria

Masseturismen hersker på den spanske ø, men med lidt fantasi og eventyrlyst kan du finde det gode måltid

Gran Canaria byder på meget mere end halvhjertede grisefester og slatten sangria. Naturen er storslået, og bare et stenkast fra vejen byder øen på eventyr, der indbyder til en god frokost med højt til himlen.
Gran Canaria byder på meget mere end halvhjertede grisefester og slatten sangria. Naturen er storslået, og bare et stenkast fra vejen byder øen på eventyr, der indbyder til en god frokost med højt til himlen.

Ti sorte stykker pølse stirrer på mig fra tallerknen. Jeg stirrer mistroisk tilbage. Ti minutter tidligere blev tjeneren ellers så glad, da jeg – som følge af et væddemål og generel uvidenhed – bestilte en portion Canarian Black Pudding.

Det viser sig – til mit selskabs store morskab – at jeg har bestilt en omgang canarisk blodpølse. Tjeneren forklarer entusiastisk, at man hver søndag kan tage til byen Teror i den nordlige del af Gran Canaria, hvor de spiser masser af Canarian Black Pudding med puddersukker og honning. Her kunne jeg lave en billig sammenligning mellem byens navn og blodpølsen. Jeg nøjes med at konstatere, at kattene, der tiggede ved bordet, ikke ville spise resterne, men overlod dem til kakerlakkerne.

LÆS OGSÅ: De fedeste børnesteder på Gran Canaria

Gran Canaria har gennem mange år været et foretrukket feriemål for varmehungrende nordeuropæere. Masseturismen har formet udbuddet af mad. Alle menukort kommer på minimum seks forskellige sprog, og du kan spise dig mæt i alt fra italiensk kalvefrikasse over kinesisk kød-i-masser-af-slim til højtbelagt dansk smørrebrød.

Men kigger du lidt efter i øens kroge, kan du sagtens finde nogle lokale guldklumper, hvor du kan nyde god mad og den fantastiske natur.

Højt til himlen

Hvorfor ikke kombinere mad og godt selskab med motion og en fabelagtig udsigt? Landskabet på Gran Canaria indbyder til vandreture af varierende sværhedsgrad. Min hustru, svoger og jeg parkerer bilen i vejkanten – og gennem et udtørret vandløb vandrer vi ind mod øens centrum.

Efter et par timer holder vi en pause, hvor vi spiser den medbragte madpakke. Udsigten er sagt på teenagesk 'syyyyyyyyyg' (læs: Meget smuk).

Generelt er råvarerne bedre på Gran Canaria end hjemme i Danmark – og de koster det halve. Supermarkederne er veludrustede ofte med egne små slagteri-afdelinger og bugnende områder med frugt og grønt. Vi køber serranoskinke til ti euro pr. kg, solmodne tomater, velduftende brød, sennep, frugt og kiks … vi skal jo have lidt til den søde tand.

Med mange kilometer i benene, absolut stilhed og godt selskab smager maden bare bedre.

For tre personer ligger prisen for en supermarkedsfrokost lige omkring 15 euro (ca. 110 kr.) – og så har vi også mad med tilbage. Sted: Lige, hvor du har lyst!

En af mange

Omgivelserne er der ikke noget at udsætte på, da vi besøger El Albaricoque. Restauranten ligger ud til hovedgaden i den maleriske by San Bartolomé de Tirajana, der ligger omkring 850 meter over havets overflade.

Cykelrytterne aser og maser op gennem hovedgaden, der med en stigningsprocent på 'Av, for satan!' tiltrækker alt fra afdankede familiefædre til semiprofessionelle ungersvende. Vi nyder bare vores drikkevarer på El Albaricoques indbydende terrasse med udsigt ud over bjergvejen.

Udsigten er umiddelbart det eneste, der adskiller El Albaricoque fra størstedelen af spisestederne på Gran Canaria. Menukortet er skrevet på spansk, dansk, svensk, norsk, tysk og engelsk, og der er mere frossent end frisk over ingredienserne.

Med det sagt: Vi er et større selskab, der får alt fra frysepizza (seriøst) til tomatsalat. De to mest interessante retter er min 'væltede gryde' – det er brasede kartofler med primært kikærter og kylling – og min svigerindes ovnstegte kartofler med kylling. Begge retter smager ganske fint – men heller ikke mere. Portionerne er små, og hele selskabet burde have købt en is efterfølgende for at få fornemmelse af mæthed.

Prisen pr. person inklusive vand og cola lå på 20 euro (ca. 150 kr.) pr. person.

Sted: El Albaricoque i San Bartolomé de Tirajana

Lad aftensmaden gå i fisk

Advarsel: Det er ikke billigt at spise på La Caracola i Puerto de Mogán. Men maden … Nøøøj! Stedet er som taget ud af en film fra 1980'erne. Den lillebitte restaurant er holdt i hvidt med muslingeskaller limet op på væggen. Det er corny, men ganske charmerende.

Det tyske ægtepar Chris og Dieter har drevet stedet i 26 år. Chris er tjeneren, mens Dieter står i køkkenet. Ved ankomsten spørger Chris os på engelsk, hvor vi kommer fra. Vi svarer 'Denmark', hvorefter hun konsekvent taler om 'Skandinavischen Abend' (de tre andre selskaber i restauranten kommer fra Norge og Sverige) og tiltaler os på en obskur –– men charmerende – blanding af tysk og engelsk. Spitzenklasse, som man vist siger på de kanter.

Maden er mums. Chris har sit eget røgeri oppe i bjergene, hvor hun ryger lokalfangede fisk – alt fra tun over laks til sværdfisk.

Min hustru og jeg får hver vores forret. Jeg får røget laks lavet som en form for spegepølse. Smagte den af mere. Ja, tak! Min hustru bestiller tuntatar med rå æggeblomme, løg, syltede agurker, kapers og hjemmelavet kryddersalt. Vi kunne have spist sig mæt i den friske, let ferske blanding.

Efter meget lang ventetid (Dieter er eneste mand i køkkenet), fik vi vores hovedretter. Min hovedret var varmrøget laks – meget uoriginalt efter forretten – som smagte fint. Min absolut bedre halvdel fik sværdfisk med friskplukkede kantareller og livets krydderi (bacon, naturligvis) i flødesovs. Igen blev jeg snydt. De to bidder, jeg fik, smagte af mere.

Til begge retter fulgte hvide kartofler og garniture, hvilket var en skam, da det trak oplevelsen ned.

Prisen er til den dyre side. Inklusive vand og en flaske af husets hvidvin stod måltidet i godt 130 euro (ca. 970 kr.). Var måltidet pengene værd? Både og … hvis ventetiden havde været kortere og garnituren til hovedretten mere spændende, så havde jeg betalt med funklende øjne. Nu betalte jeg kun med afmålt glæde.

Sted: La Caracola i Puerto de Mogán (ca. 970 kr.)

Web: seemuschel.com