Ups! Klodset pilot dræbte næsten 117 mennesker

Piloten trykkede på en forkert knap og var tæt på at sende 117 mennesker i døden

Der er mange knapper i et passagerfly. Og konsekvensen af at trykke forkert kan være fatal. Og uden at vide ret meget om knappernes funktion, må et godt råd her fra redaktionen dog være ikke at rode med 'Flap'-kontakten, hvis du agter at åbne døren til cockpittet. (Foto: Colourbox.com)
Der er mange knapper i et passagerfly. Og konsekvensen af at trykke forkert kan være fatal. Og uden at vide ret meget om knappernes funktion, må et godt råd her fra redaktionen dog være ikke at rode med 'Flap'-kontakten, hvis du agter at åbne døren til cockpittet. (Foto: Colourbox.com)

Få jobs i verden kræver så stor koncentration som piloters. Det giver således sig selv, at luftens styrmænd ikke skal fumle ret meget rundt med cockpittets mange knapper, før det kan gå helt galt.

Det blev en andenpilot på All Nippon Airways mindet om 6. september klokken 22.50 lokal tid, da han førte et Boeing 737-700 over Stillehavet på vej ind mod Shizuoka-distriktet i den østlige del af Japans hovedø, Honshu.

LÆS OGSÅ: Seks sekunder fra katastrofen

Det gik galt, da andenpiloten i et forsøg på at åbne cockpitdøren for kaptajnen, der havde været på toilettet, i stedet trykkede på en knap, der straks gjorde helvede hedt for både kabinepersonale og passagerer.

Hældede 130 grader
På kun 30 sekunder dykkede flyet 1.900 meter og truede med at slå alle om bord ihjel.

En undersøgelse har vist, at flyet først drejede kraftigt til højre og derefter til venstre, før det begyndte at falde. På et tidspunkt hældede det mere end 130 grader mod venstre, skriver World News Australia.

Der var heldigvis mørkt udenfor, så mange af passagererne nåede ikke at forstå, at flyet næsten var tippet helt over.

Det lykkedes dog piloterne at rette flyet op igen, før katastrofen indtraf, og kun to besætningmedlemmer blev lettere kvæstet efter episoden, mens fire passager har fået psykiske mén.

Flyet, der var lettet fra Naha på Okinawa, landede sikkert i Tokyos Haneda-lufthavn.